Berger Pedersen

Pastor Berger Pedersen
1889-1948

Pastor Berger Pedersen fødtes i Frederikshavn d. 18. Maj 1889 — som Søn af Savværksarbejder A. C. Pedersen og Hustru.

I det lille og jævne Hjem, hvor han voksede op, modtog han en stærk aandelig Paavirkning, og naar han tidligt fandt ind paa Guds Vej, tilskrev han det selv især Indflydelsen fra en from og bedende Mor.

Efter endt Skolegang lærte han Smedehaandværket og arbejdede en Tid ved dette Fag baade herhjemme og i Norge.

I en Tid, da der gik et stærkt aandeligt Røre over Menigheden i Frederikshavn, blev han sammen med mange andre grebet af Ordet og omvendt til Gud. (Det var, medens Pastor Chr. Nielsen virkede i denne By). Inden længe følte han Kaldet til at blive Prædikant og give hele sit Liv i Guds og Evangeliets Tjeneste.

En kort Tid var han udsendt »paa Prøve« som Hjælpeprædikant, og i 1914 blev han af sin Kvartalskonference anbefalet til at optages som Elev paa den teologiske Skole. I Aarene 1914—16 var han paa Prædikantskolen i Aarhus. Ved Aarskonferencen i København 1916 modtog han sin første Ansættelse som Menighedsforstander. Han blev optaget i Konferencen 1919, og 1921 ordineredes han til Ældste.

Den 25. Oktober 1917 indgik han Ægteskab med sin Forlovede, Frk. Anna Larsen, Frederikshavn. Hun blev ham en god Hustru og en betydelig Medhjælp ikke blot i det fælles Hjem, men ogsaa i Arbejdet i Menighederne. Der var i Ægteskabet to Børn, en Søn og en Datter.

Berger Pedersen betjente Menigheden i Silkeborg 1916—20, i Horsens fra 1920—24,  Rønne fra 1924—30, St. Jacob, Odense, fra 1930—39, i Kalundborg-Slagelse fra 1939—46, i Aalborg fra 1946—48.

— Overalt vandt han sig Venner, og det viste sig meget snart, at Berger Pedersen var i Besiddelse af en naturlig Veltalenhed langt ud over det almindelige, og samtidig var der en Aandens Glød i hans Forkyndelse, der gjorde, at han de fleste Steder, hvor han kom, fik Naade til at samle store Forsamlinger om sin Prædikestol, og Ordet bar Frugt i Menneskers Omvendelse og Sjæles Frelse.

Det var Tonerne fra den gamle metodistiske Vækkelsesforkyndelse, der lød fra hans Læber. Vennesæl og hjertelig, som han var, havde han ikke vanskeligt ved at tale med Mennesker, og det hjalp ham i hans Gerning ved Sygesengen og den personlige Sjælesorg.

Berger Pedersen var i Aar ansat til at holde den saakaldte »Konferenceprædiken« ved Aarskonferencen her i Randers, og han havde allerede i nogen Tid arbejdet med Tanker og Forberedelse til denne Tjeneste; — men Gud vilde det anderledes.

Den 11. Juni — den Nat, som sent vil glemmes, da Sorgen gæstede saa mange danske Hjem, blev han brat kaldt bort. — Vi vil savne ham. Vi synes, at vi behøvede ham fremdeles i vor Konference. Dog, Gud begraver sine Arbejdere, men fortsætter sit Arbejde.

Allermest vil vor afdøde Broder dog blive savnet i sit Hjem af sin efterladte sørgende Hustru og deres Børn. Maa de alle finde Hjælp i Savnets tunge Tid fra ham, som er »al Trøstens Gud«.

Velsignet og æret være Berger Pedersens Minde!

Ejner Kyst.

Mindeord bragt i Aarbog for Metodistkirken i Danmark, 1948