 |
| Agnes og Ole Olesen |
Hun voksede op i et fromt, redeligt og solidt arbejderhjem, hvor nøjsomhed og tilfredshed sad til højbords. Dette gode miljø prægede fru Olesen for livet. Tidligt gav hun sig til Gud og kirken og blev et trofast og arbejdsomt medlem af Sct. Pouls Kirke i Randers.
Den 28. november 1921 indgik hun ægteskab med pastor Ole Olesen, der da betjente menighederne i Give og Vonge. Det blev til et sjældent lykkeligt og harmonisk ægteskab og et hjem, hvor kristen ånd, ærlighed, loyalitet og sand fordragelighed var herskende. Det kendtes inden murene så vel som af gæsten, der bankede på deres dør.
Fru Agnes Olesen var i besiddelse af det sind, der altid kunne se lyssiderne ved enhver sag, og hun fyldte sit hjem med dette lyssind og strøede rigeligt om sig med sit hjertes glæde. Hun var nemlig et glad gemyt, noget hun havde fået i vuggegave, og med denne fine evne overvandt hun mangt og meget af det trælse i tilværelsen og fik i tilgift mange venner.
Hun var fra sit ægteskabs begyndelse indstillet på at give sit liv til kirken og dens tjeneste og var indforstået med, hvad der krævedes også af en metodistprædikants hustru. Trofast stod hun ved sin mands side i den meget omskiftelige tilværelse. Med lige sjælden tålmodighed hjalp hun gang på gang sin mand med at rykke teltpælene op for igen at ramme dem ned et helt andet sted. Det gik meget ofte på i gamle dage. Men fru Olesen klagede aldrig. Hun vidste, at således var stillingen prioriteret.
Og som hun fyldte så meget af sin mands tilværelse, var hun mor for sine tre drenge og gav dem det bedste, hun ejede af sit gode sind og væsen. Både de og deres far skønner på arven, der ikke var gods eller guld, men et væld af lyse og gyldne minder om mange år i kærlighed og godhed - arvesølvet, der nok nu og da skal pudses, men ikke så let slides.
Og vor kirke har mistet et trofast familiemedlem, en søster, der havde det begær at ville det gode imod andre i fællesskabet og gerne ville jævne vejen for den, der ikke selv magtede den. Hun delte også den byrde med sin mand, som enhver metodistprædikant kender, byrden af skuffelser i arbejdet, de mange bristede forhåbninger, det meget, der mislykkedes, de trælse dage og dårlig trivsel i fællesskabet, og ikke mindst sorgen over, at høsten så ofte slog fejl. Men i det alt stod de sammen, de to. De havde sat deres lid til Herren.
Og så vil vi takke Gud for Agnes Olesen, og det er der nogle, der stadig vil gøre i Give, Vonge og Varde, i Strandby, Rønne og Neksø, i Hjørring, Randers, Vejle og Betania, København. Og sammen med hendes mange venner bøjer vi vort hoved i tak og ærbødighed for hendes minde.
Fru Agnes Olesen gik hjem til Gud den 20. juni 1970 og blev begravet fra Betaniakirken i København den 26. juni. Med fru Olesens bortgang afsluttedes en lang og meget travl arbejdsdag.
Niels Mann.
Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1971
Ingen kommentarer:
Send en kommentar