Gå videre til hovedindholdet

Agnes Olesen

Agnes og Ole Olesen
Fru Agnes Olesen fødtes i Randers den 2. maj 1896 af forældrene Søren Bredgaard og hustru Edel Mohr.

Hun voksede op i et fromt, redeligt og solidt arbejderhjem, hvor nøjsomhed og tilfredshed sad til højbords. Dette gode miljø prægede fru Olesen for livet. Tidligt gav hun sig til Gud og kirken og blev et trofast og arbejdsomt medlem af Sct. Pouls Kirke i Randers.

Den 28. november 1921 indgik hun ægteskab med pastor Ole Olesen, der da betjente menighederne i Give og Vonge. Det blev til et sjældent lykkeligt og harmonisk ægteskab og et hjem, hvor kristen ånd, ærlighed, loyalitet og sand fordragelighed var herskende. Det kendtes inden murene så vel som af gæsten, der bankede på deres dør.

Fru Agnes Olesen var i besiddelse af det sind, der altid kunne se lyssiderne ved enhver sag, og hun fyldte sit hjem med dette lyssind og strøede rigeligt om sig med sit hjertes glæde. Hun var nemlig et glad gemyt, noget hun havde fået i vuggegave, og med denne fine evne overvandt hun mangt og meget af det trælse i tilværelsen og fik i tilgift mange venner.

Hun var fra sit ægteskabs begyndelse indstillet på at give sit liv til kirken og dens tjeneste og var indforstået med, hvad der krævedes også af en metodistprædikants hustru. Trofast stod hun ved sin mands side i den meget omskiftelige tilværelse. Med lige sjælden tålmodighed hjalp hun gang på gang sin mand med at rykke teltpælene op for igen at ramme dem ned et helt andet sted. Det gik meget ofte på i gamle dage. Men fru Olesen klagede aldrig. Hun vidste, at således var stillingen prioriteret.

Og som hun fyldte så meget af sin mands tilværelse, var hun mor for sine tre drenge og gav dem det bedste, hun ejede af sit gode sind og væsen. Både de og deres far skønner på arven, der ikke var gods eller guld, men et væld af lyse og gyldne minder om mange år i kærlighed og godhed - arvesølvet, der nok nu og da skal pudses, men ikke så let slides.

Og vor kirke har mistet et trofast familiemedlem, en søster, der havde det begær at ville det gode imod andre i fællesskabet og gerne ville jævne vejen for den, der ikke selv magtede den. Hun delte også den byrde med sin mand, som enhver metodistprædikant kender, byrden af skuffelser i arbejdet, de mange bristede forhåbninger, det meget, der mislykkedes, de trælse dage og dårlig trivsel i fællesskabet, og ikke mindst sorgen over, at høsten så ofte slog fejl. Men i det alt stod de sammen, de to. De havde sat deres lid til Herren.

Og så vil vi takke Gud for Agnes Olesen, og det er der nogle, der stadig vil gøre i Give, Vonge og Varde, i Strandby, Rønne og Neksø, i Hjørring, Randers, Vejle og Betania, København. Og sammen med hendes mange venner bøjer vi vort hoved i tak og ærbødighed for hendes minde.

Fru Agnes Olesen gik hjem til Gud den 20. juni 1970 og blev begravet fra Betaniakirken i København den 26. juni. Med fru Olesens bortgang afsluttedes en lang og meget travl arbejdsdag.

Niels Mann.

Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1971

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Søster Ane Thomsen

Søster Ane Thomsen 2. marts 1879 - 31. august 1959 Søster Ane Thomsen blev født i Stenum den 2. marts 1879. Hvornår søster Ane begyndte på sygeplejen, ved jeg ikke, men 1909 meldte hun sig til Bethaniaforeningen under forudsætning af, at hun måtte beholde sit arbejde som hjemmesygeplejerske i Løkken og omegn. Efter en sygdomsperiode i 1912 kom hun til Frederikshavn, hvor hun gik i privatpleje, indtil hun i 1921 fik ansættelse på »Fremtidshåb«, et nyt børnehjem sorterende under Centralmissionen. Hjemmesygeplejen var en god forberedelse til arbejdet i et stort hjem med mange børn, og søster Ane har fyldt sin plads som få. Hun elskede sine børn, delte sorger og glæder med dem fra den dag, de kom ind, og så længe hun levede. Søster Ane og hendes børn, svigerbørn og børnebørn havde den glæde, at hun fik lov at opleve sin 80 års dag, og det var en festdag for dem alle. Mere end 40 børn og svigerbørn kom med gaver, sange og blomster og ikke mindst med tak for kærlighed og forbøn ge...

Anton Bast

Anton Bast fødtes i Løkken den 8. september 1867. Hans forældre var skomager Nicolai Thomsen Bast og hustru Dorthea Marie Kjeldsen. Hjemmet var — som mangfoldige andre dengang — fattigt. Der var 12 børn, og det kneb ofte med udkommet. En journalist skrev engang om Anton Bast: „Allerede som 8 års dreng måtte den lille Anton ud at tjene hos bønderne. Han har selv fortalt mig, at hans første kongelige løn for en hel udslagen sommer var, siger og skriver, 4 (fire) kroner og et par træsko..." Efter sin konfirmation var Anton Bast en tid fisker, senere kom han i manufakturlære. Men meget tidligt stod det ham klart, at han ville læse til præst i Metodistkirken, og det kald kom han ikke udenom. Han blev optaget på kirkens nyoprettede teologiske skole i København, hvorfra han dimitteredes i 1890 og blev ansat ved menigheden i Vejle. Han var da 23 år gammel. Den længste virketid uden for København havde han i Odense, og her oplevede han en virkelig stor tid. Han gjorde sig på mange m...

Officielle Hverv

Superintendent J. J. Christensen - del 8 Af C. Nielsen I Sommeren 1873 blev der paa Initiativ af den nye Superintendent Karl Schou afholdt et Distriktsmøde i Svendborg, hvortil de ordinerede og uordinerede Menighedsforstandere samt en Del Hjælpere i Menighederne — ialt en halv Snes Personer — havde givet Møde. Dette var Begyndelsen til den lange Række Distriktskonferencer, Missionair-Møder, Biskopsmøder, Præstemøder, Aarsmøder, Missionskonferencer, Aarskonferencer, Efteraarsmøder m. m. — Navnene har været forskellige — der har været afholdt siden. I „Historisk Aarsskrift“ 1933 Side 51 har Pastor Mann givet en interessant Skildring af dette første Møde og hvilken Betydning det fik for Virksomheden. Til denne henviser jeg. Forhandlingerne ved disse Møder var ofte ret livlige, men det syntes ikke, som J. J. Christensen har taget synderlig aktiv Del i dem udover at læse den skrevne Indberetning fra den Menighed, han betjente, hvilket var Skik og Brug i adskillige Aar, og Afhandl...