Metodisthistorisk Selskab

Kredsstævnet i Hjørring Det er 28. november. Det er mørkt, det er koldt, det er regnvejr, ja, så kan vi vel ikke regne med, at kirkens folk kommer ud af deres lune stuer? Jo, sådan er situationen nu ikke helt i Nordjylland. Lørdag besøgte folk fra Løkken, Hjørring og Brønderslev Aalborg menighed, som også havde ladet sig repræsentere. Deltagerantallet var denne aften 20, men når vi tager de lange afstande i betragtning, og så vejret, syntes man, at resultatet var rigtig godt. Det blev en virkelig god aften med megen samtale. Fru Askholm talte om medarbejderskab i krigen og sagde følgende: Man spørger ofte om nye veje, nye metoder, måske for blot at kritisere de nye ideer og fortælle, at dette kan heller ikke lade sig gøre. Det er sikkert »nye« mennesker, vi skal have først og dernæst de nye arbejdsmetoder. Guds menighed kan aldrig være tilfreds med at stå som et tålt mindretal i udkanten af folkets og menneskets liv, i en religiøs Ghetto. Nej, den skal stå midt i strømmen o...

Jørgen Lærkholm Prædiken ved ungdomsugen i ]erusalemskirken. Luk. 7, 36-50. I vort gamle testamente står der nogle mærkelige ting om Kain. Da han havde slået sin broder ihjel, og var blevet ramt af Guds forbandelse, handlede han anderledes, end man skulle vente sig. Det er ikke noget stivnet og opgivende Kain, vi møder. Han kaster sig ud i al slags aktivitet. Kain og hans efterkommere fremstilles i vor bibel, som nogle overordentlig produktive mennesker. Skønt de nedstammer fra en morder, er de ikke typen på det onde og asociale. De er tværtimod fremskridtets pionerer. De bygger en kultur og en civilisation op med deres arbejde og fantasi. Vi er Kains børn. Vi fortsætter det arbejde, som Kains direkte efterkommere påbegyndte. Vi gør os uafhængige af naturens magter. Uafhængige af hede og kulde, af storme og oversvømmelser, af dag og nat. Vi lader os ikke diktere af naturens love, hvis vi kan blive fri. Vi påtvinger naturen vor vilje. Vi former verden i vort billede. Vi h...

De to israelske folkloresangere Frederikshavn Avis, torsdag den 26. nov. 1970 Sjældent eller aldrig har der lydt så megen sang og musik på en dag, som tilfældet var i Strandby, hvor man i går havde besøg af to israelske folkloresangere under ledsagelse af direktør Joseph Shany fra den israelske stats turistbureau i København. Dagen begyndte på Strandby skole, hvor skoleinspektør Hans Henrik Frey bød velkommen med over to hundrede af de største skoleelever som baggrund, og at denne anledning var noget mere end en almindelig geografitime, kunne tydelig spores i elevernes spontane bifald, når Rachel Sima og Andre Zweig sang nogle af deres lands smukke sange. Eftermiddagen blev tilbragt sammen med beboerne på Strandgården, hvor lederen, fru Eriksen havde sørget for et ægte dansk traktement, før også her en afdeling sang og musik begejstrede beboerne, som direktør Shany i en kort tale benævnte som »Den gyldne alders klub«. Der blev også tid til en kort rundgang på hjemmet, hvis hel...

Robert Nielsen Pastor Robert Nielsen svarer : Metodistkirkens Ugeblad nr. 30 bragte syv spørgsmål til overvejelse. Da disse spørgsmål rører ved væsentlige problemer for hele vor kirke vil jeg gerne forsøge at svare lidt. Derved kunne der måske komme en frugtbar »samtale« igang i dette blad, hvilket spørgeren sikkert har tænkt sig. Har metodistkirken noget at gøre i dansk kirkeliv? For mig lyder spørgsmålet egentlig således: Har en del af dansk kirkeliv noget at gøre i dansk kirkeliv? Metodismen er en del af det helhedsbillede, som i dag kaldes dansk kirkeliv. Der er vel heller ingen, der vil benægte, at vor kirke har bragt impulser og synspunkter med ind i dette helhedsbillede. På den anden side kan man vel også sige, at den øvrige del af kirkelivet i Danmark har påvirket dansk metodisme, således at vi er præget af det miljø, hvori vi virker. Her er — så vidt jeg kan se — den dybe alvor bag dette spørgsmål. Bliver denne omtalte påvirkning ensrettet, således at det f. eks. kun bli...

Det sker gang på gang, at vi i Metodistkirken angribes for, at vi ikke har noget konsekvent syn på dåben, og at den enten betyder for meget eller for lidt for os, alt efter, hvilken indstilling angriberen har. Nu er det jo klart, at der er vidt forskellige meninger om dåben, og vi kan måske endda møde forskellig indstilling til dens mening og dens virkning inden for vor egen kirke, specielt da, dersom vi tager den med i hele sin bredde ud over verden. Men det er vel som oftest her til lands skik at angribe os, fordi vi ikke umiddelbart lader genfødelsens øjeblik knytte sig til den ydre handling, men kalder sakramentet for et ydre, synligt tegn. Det må imidlertid ikke glemmes, at det ydre, synlige tegn ikke er det egentlige, men det er den indre og usynlige nåde. Og her er vi på nytestamentlig grund, når vi vil hævde, at vi ikke kan følge Åndens værk. Det er helt Guds. Når Nikodemus spørger, hvordan det skal gå til med den nye fødsel, svarer Jesus ham: Vinden blæser hvorhen den ...

Den netop afsluttede centralkonference besluttede at udsende et åndeligt manifest, en programerklæring, til samtlige menigheder i den nord-europæiske biskopsarea. Manifestet er beregnet på oplæsning søndag den 11. oktober i forbindelse med gudstjenesterne. Metodistkirkens Ugeblad bringer det også her til sine læsere.   Vi har et helligt kald Metodistkirkens Sentralkonferanse samlet i København, 24.-27.-9. hilser Nordens metodister med en takk for den forbønn som bar konferansens forhandlinger og avgjørelser. Det sterke alvor av et feiles ansvar gjør at vi vender oss til den enkelte metodist, det medlem av vår kirke som søker å virkeliggjøre Charles Wesleys ord »Jeg har et hellig kali«. Kanskje føler du bare byrden av kallets krav. Du har i troskap søkt å virkeliggjøre dine løfter som du ga Gud og kirken. Du kjenner mismotet over at du maktet så lite. Du møter utfordringen av en verden i forandring. Du lider under et tiltakende moralsk forfall i våre folk. Du ser en verden...

5.-11. okt. 1970 Tradition kan være en styrke for en kirke og dens arbejde. Bestemte former for arbejdet, som man har fundet er gode, og som har et positivt indhold, kan hjælpe til at give en fast kurs for arbejdet. Således er der næppe nogen kristen, der for alvor vil sige, at det ikke er en god tradition at holde gudstjeneste om søndagen. Traditionen kan også være en belastning. Den kan binde metoder og arbejdsmåder, så tilpasningen til nye forhold og udviklingen i fremtiden hindres. For mange mennesker forekommer søndagsskolen at være noget der skal foregå på en ganske bestemt måde. Sandt er det, at søndagsskolen er blevet rig på traditioner og bestemte vedtagne arbejdsformer. Som mennesker, der lever i et samfund, der i disse år oplever strukturændringer også indenfor kirken, som måske kan skabe bedre og mere funktionsduelige rammer for kirkens engagement i samfundet, er der måske anledning til at tage spørgsmålet op, om søndagsskolen i dag fungerer på en sådan måde, at d...