Jeg holder meget af at pynte op og julen giver jo én den bedste anledning på hele året til lige netop det. Jeg elsker hyggen i en lun stue, en mørk aften. Sådan var det også da jeg var barn.
Men med tiden gik det selvfølgelig op for mig, hvad det var for en »julegave«, der er den egentlige årsag til glæden. Alligevel er det sådan, at jeg og resten af den danske befolkning hvert år på denne tid gribes af en ubetvingelig trang til at hygge sig, pynte op og bruge penge.
Overalt bliver vi i adventstiden bombarderet med reklameslogans, som alle går på et eller flere af emnerne: Hygge, mad og gaver. Desværre er det vist de færreste, som skænker Maria, Betlehem, stalden og Jesus mange tanker mens de jager rundt for at nå det hele.
Jeg har oplevet, at jeg længe inden juleaften kunne være godt træt af det hele, på grund af al den travlhed, men når jeg så i en stille stund minder mig selv om Jesu fødsel i fattige omgivelser, foragter jeg mig selv lidt fordi, jeg alligevel med iver kaster mig ud i »juleræset«, som om julen ikke kan fejres uden al denne ydre glans og herlighed. Samtidig med disse melder der sig andre tanker.
Man siger, at julen er hjerternes fest, julen er familiens fest osv. Det er ligesom en selvfølge, at man holder jul sammen med nogen. Bare tanken om at være alene juleaften kan gøre en helt elendig.
Ensomhed er en byrde, som er ekstra tung at bære, når julen stunder til. I de lange helligdage får tankerne frit spil, ensomheden føles ekstra bitter når alle andre tilsyneladende hygger sig i familiens skød.
Ud over det ganske land er der tusindvis af mennesker, som ikke har nogen at fejre kirkens store glædesfest sammen med - måske kender du en?
Med ønsket om en velsignet julefest i hjem og kirke sender jeg alle M.K.’ere mange venlige hilsener,
Karna Bræstrup
Bragt i MetodistKvinden, November-December 1983
Kommentarer
Send en kommentar