Af Jens Nyberg
Da Willerup kom til København, var Danmarks største Tænker og inderligste religiøse Aand, Søren Kierkegaard, død paa Frederiks Hospital, 42½ Aar gl.
Hvad han betød i Danmark religiøst var ikke stort uden for de Lærdes Kreds, folkeligt fik han ingen Betydning.
København forstod ham ikke — eller vilde ikke forstaa ham.
Den officielle Kirke var imod ham; men i Norge skabte hans stærke Krav om Individualismen som det absolutte, og den Enkelte over for sin Gud, fuldstændig revet ud af Slægten, hvor der ikke bliver Plads for det nu saa moderne, vi kalder det relative, det menneskelige, det humane, — oppe i det mere frie Norge skabte Kierkegaard derimod en Digter som Henrik Ibsen, der i sit Skuespil Brand lader Præsten sprænge sig selv paa Søren Kierkegaards Krav, som forøvrigt ogsaa er den inderlige Indleven i Christo.
Men Eksistenstænkerens Evne til at ægge til personlig Sandhed og Digterens og Inderlighedsprædikantens Evne til at hævde dens Værdi var ikke noget for Massekøbenhavneren, en Type, Kierkegaard forøvrigt holdt af, og hvis Sprog han aflurede.
Kierkegaard blev ikke berømt paa det religiøse, men populær hos Københavnerne, fordi han var den store Sprogkunstner, som forstod at spille paa alle Sprogets Registre — fra den blødeste Nynnen og vemodigste Hvisken til den højeste Patos og den mest skærende Haan.
Da Willerup kom til København, var Kierkegaard uden Betydning. Men Bladet har vendt sig. I vore Dage stilles Kierkegaard Side om Side med Sokrates; han læses i alle Verdensdele og inden for alle Confessioner, ikke mindst blandt Katolikkerne; men hvor forundret bliver ikke de fremmede, naar de kommer til København og ikke finder kirkeligt Spor efter Søren Kierkegaard!
Edmund Gosses Bog „To Besøg i Danmark“ (fra 70’erne) viser, at Rationalismens Aand raadede fremdeles. Hverken Mynster, H. N. Clausen, Grundtvig eller Søren Kierkegaard har nogensinde forstaaet at erobre København eller præge Befolkningens Livsvaner. Det gjorde derimod Georg Brandes og det moderne Gennembruds Mænd, baaret frem af det fremstormende, tyskprægede Socialdemokrati.
I 40’erne og 50’erne var Besøget i Statskirkerne sparsomt, særlig om Vinteren, da Kirkerne var isnende kolde.
„Naar Præsterne havde prædiket ved Højmessen, trak de Kjoler og Kraver af, og saa var Søndagen forbi.“Aftensangen blev overladt til Kandidater og Studenter. (Søndagen den 6. Oktober 1839 blev der f. Eks. i København prædiket af syv Kandidater og fire theol. Studenter).
(Edm. Gosse: To Besøg i Danmark).
De kirkelige Handlinger var for Befolkningen kun Ceremonier og blev ikke betragtede med synderlig Alvor. (Dr. Villads Christensen: København 1840—1857).
Udvortesheden var fremherskende i Forholdet til Kirken. Her gives en Skildring af en københavnsk KonfirmationsSøndag fra Byens mest læste Blad „Fædrelandet". (Redigeret af Carl Ploug og Gjødvad):
Naar nogen, som stod uden for det kirkelige Samfund, paa en saadan Dag kom ind i en af vore Kirker, vilde han vist ved første Øjekast tro, at her opførtes et eller andet Skuespil til Øjnenes Forlystelse, thi det første, man ser, er Tilskuere af ethvert Slags og enhver Alder, krøbne op paa Bænkene og Kirkestolenes Rygge for at beskue dem, hvilke Kirkens Højtidelighed paa den Dag nærmest angaar.
Dog dette er ikke det mest forstyrrende, man kan se hele Skarer af Skoledrenge og Piger fra de offentlige Skoler løbe omkring i Kirken i Gange og paa Trapper og frembringe en højst forstyrrende Larm ved deres lydelige Fodtrin og højrøstede Passiar, voltigerende fra den ene Stol til den anden.
Man kan se unge Piger, som efter deres Samtaler at dømme kun kommer for at tilfredsstille deres Nyfigenhed med Hensyn til deres Veninders og Bekendtes Pynt, og unge Lapse, som maaske aldrig besøge Guds Hus uden paa denne Dag, og have drevet omkring fra den ene Kirke til den anden for at tilfredsstille deres Øjnes Lyst paa dem, der i en ganske anden Hensigt paa den Dag have fremstillet sig i Kirken.
Saaledes er Skildringen af en Konfirmations-Søndag i København en Aprilsdag. Konfirmanderne blev opstillede efter Forældrenes Rang og Stand, altsaa de fattigste forneden. Senere, da man fik Øjnene op for det forargelige heri, opstilledes Børnene efter Alder.Man kan danne sig et temmelig tydeligt Begreb om den Andagt, der kan finde Sted under disse Omstændigheder, naar man dertil føjer den Uro og Støj, som foraarsages ved de lydelige Fodtrin af Kirkens Betjente og de Drenge, der med dem ombære Tavlerne (Kollekten) under selve Prædikenen (!), og ved den just ikke meget dæmpede Tale, de fører med dem, de skulle lukke ind i Kirkestolene...
Søndagen var nærmest som en Hverdag. De Handlende, bl. a., blændede bare Ruden i Butiksdøren og lod „Kunderne gaa bagind“. De ulykkelige Butikssvende stod i Butikken fra Kl. 6 Morgen til 10—11 Aften, hvorledes skulde de faa Tid til at gaa i Kirke, selv om de havde Trangen?
Først paa Willerups Tid blev det ved kgl. Plakat paabudt, at alt ufornødent Arbejde og larmende Forlystelser skulde ophøre mellem 9 og 4, i „Særdeleshed paa den Tid, da der holdtes Gudstjeneste“. Forordningen blev dog ikke taget alvorlig.
Ved Hovedstadens danske Kirker og Kapeller, ved Stiftelser, Hospitaler og Straffeanstalter var der i 1857 ansat 34 Præster, Kapellaner og Kateketer. Desuden fandtes 5 tyske Præster, 1 fransk og 1 engelsk.
Vesterbro hørte i kirkelig Henseende til Frederiksberg, medens Nørrebro og Østerbro hørte til Trinitatis Sogn. Kirkegængerne her var gamle Koner, som ingen tog sig af. Deres religiøse Trang maales i Visen:
Madam Jensen gaar i Trinitatis,Først i 1861 kom St. Johannes Kirken paa St. Hans Torv. I Aar er det kun 80 Aar siden, det vældige Nørrebro fik sit eget Sogn.
der faar hun Lys og Varme gratis.
Katolikkerne havde Ansgar Kirken i Bredgade, der i 1942 kan holde 100 Aars Jubilæum. Kirken stod under den østrigske Regerings Patronat, og Præsterne var Gesandtskabspræster, indtil vi fik Grundloven, der jo lovede Religionsfrihed.
Denne „Religionsfrihed“ mærkede Baptisterne ikke meget til. De baptistiske Smaamenigheder var Genstand for nogen Forfølgelse, egentlig ikke fra Befolkningens Side, men fra Statskirkepræsterne under flittig Anførsel af Biskop Mynster, der baade i Tale og Skrift ivrede imod dem og fik Kancelliet til at hjælpe sig. Derfor var det af kirkehistorisk Betydning, at hans Efterfølger paa Sjællands Bispestol, Dr. Fuglsang Damgaard i 1939 sendte en Repræsentant til Indvielsen af Købner-Kirken paa Amager (Baptistkirken).
Jøderne udgjorde den sædvanlige Stat i Staten. Gudstjenesten i Synagogen blev til Dels holdt paa det hebraiske Sprog, dels paa Tysk. I 1835 blev det paalagt Overrabbineren, den lærde Wolff, hver 4. Sabbath i Maaneden at tale paa Dansk. Først i 1848 forsvandt det tyske Sprog fra Jødernes Synagoge i Krystalgade.
Den lille, fransk-reformerte Menighed i Gothersgade havde i disse Aar en betydelig Leder i den virksomme Pastor Rafford. Han var særlig kendt som Filantrop.
Den strenge, men lærde Dr. Hans Lassen Martensen var, da Willerup kom til Byen, Biskop over Sjælland, den danske Kirkes Primas, Grundtvigs og Søren Kierkegaards absolutte Modstander.
★
Der var altsaa rigtig god Plads for en frisk, evangelisk Forkynder som Willerup. Han tog ogsaa ufortrødent fat. Hans Indflydelse var ikke ringe. Det var lykkedes ham at faa Metodisterne anerkendt som Trossamfund, hvilket vil sige, at Kirkens Handlinger var lovgyldige Handlinger.
I „Berlingske Tidende“ for Fredag den 29. September og „Fædrelandet“ for Søndagen den 30. September 1865 finder vi følgende:
Ved allerhøjeste Resolution af 22de d. M. er Udfærdigelsen af en i det Geheime Statsraad den 24de Marts d. A. allern. bifaldt Anerkjendelse af det biskoppelige Metodistske Trossamfund her i Landet, og af C. Willerup som Præst ved den til Samfundet hørende Menighed her i Staden allern. tilladt.★
Nu vil vi se, hvem der f. Eks. prædikede i København paa den samme Tid, og slaar derfor op i „Berlingske Tidende“ og finder (noget afsides, med fin Petit) følgende:
Prædikanterne paa 15. Søndag efter Trinitatis.Der var saaledes et Par frie, ikke-statskirkelige Forsamlinger i St. Kongensgade; kun faa Huse fra hinanden prædikede Baptisternes og Metodisternes Førstemænd (Købner og Willerup) samme Dag og samme Time. Længere ude i Gaden var der stor Tilstrømning til Grunnets Frimenighed.
Slotskirken Herr Slotspræst Schrøder, Kl. 10.
Frue Kirke, Herr Licent. Rothe.
Holmens, Herr Prior, Kl. 9½
Helliggejstes, Herr Schjerring.
Trinitatis, Herr Rohde, Kl. 9½
St. Petri, Herr Schmaltz, Kl. 9.
Frelserens, Herr Fenger.
Frederiks, Herr Provst Mårtens.
Garnisons, Herr Fibiger.
St. Johannes, Herr Frimodt.
Citadellets, Herr Schmidt.
Reformerte, Tydsk Kl. 10. Fransk Kl. 11.
Vartou, Herr Grundtvig.
Alm. Hospital, Herr Provst Hansen.
Abel Cathrines Stiftelsen, Herr stud. theol. N. F. Baumann Kl. 2.
Frederiksberg By, Herr L. C. Nielsen Kl. 1.
Katolsk Kirke Form. Kl. 8 og 12. Stille Messe. Kl. 10 Højmesse med Prædiken, Herr Griider.
Metodisternes Forsamlingssal, St. Kongensgade 21, Prædiken om Formiddagen Kl. 10, Herr P. K. Rye, og om Aftenen Kl. 7 af Herr C. Willerup.
(Oprindelig holdt Willerup Gudstjeneste paa Engelsk hver Søndag Eftermiddag Kl. 4).
Baptisterne, St. Kongensgade 27 Kl. 10 og Kl. 8, J. Købner.
St. Kongensgade 55 holdt Grunnets Frimenighed Højmesse Kl. 10 og Aftensang Kl. 5.
I Adelgade 27 holdt Mogens Abraham Sommer „Evangeliske Foredrag“ (Folkekirkens Psalmebog benyttes).
I Lille Kongensgade 10 „de døbte Christne“ (en Slags Fri-Baptister), P. Lassen Kl. 10 og 6.
Stormgade 21 Brødremenigheden (Forst. Wolter) og Engelsk Kirke (Rev. Ellis).
Willerup havde som bekendt, da der var almindelig Lokalenød, først sin Kirkesal i St. Kongensgade (lige overfor den nuværende Palægade) efter Grundtvigs „Danske Samfund“, og her holdt han Møder gennem 7 Aar. Den sidste Gudstjeneste i St. Kongensgade 21 fandt Sted Søndag den 15. Oktober 1865.
P. K. Rye talte om Formiddagen, C. Willerup om Aftenen. Den følgende Søndag 22. Oktober holdtes Møderne i Brødremenighedens Forsamlingssal, Stormgade 21, om Aftenen Kl. 7. Rye talte.
Dette Lokale blev flittigt benyttet. Om Formiddagen Kl. 11 havde Englænderne (den engelske Højkirke) Gudstjeneste (the Rev. R. S. Ellis, M. A.) i det samme Lokale. Kl. 5 Eftermiddag samledes Brødremenigheden selv, og Kl. 7 Aften kom Metodisterne. Søndag den 26. November holdtes for sidste Gang Metodistforsamling i Stormgade.
Hele December og i Julen holdtes der, efter hvad vi kan se af Datidens Aviser, overhovedet ikke noget Møde. Willerup havde regnet med at kunne indvi sin prægtige, nye Kirke i Begyndelsen af December, men det blev ikke muligt for Haandværkerne at blive færdige (det var selvfølgelig Malerne, det kneb med), og derfor stod Metodisterne uden Lokale hele December Maaned 1865.
Willerup havde forøvrigt været meget paa Rejse rundt i Norge, Sverige og Danmark og havde de to Nordmænd Bernhard Johannesen og P. K. Rye som første Medhjælpere. Johannesen havde været Forstander for Metodistmenigheden i Aalborg i 1864, men var fordrevet af Tyskerne, som netop skulde bruge hans Lokale.
★
Hvorledes Willerup kunde skaffe Penge, lige efter den store Pengekrise 1857, til sit Byggeri, er helt ubegribeligt. Da Kirken blev bygget, laa der nogle fattige Rønner paa Grunden til det nuværende Rigensgade 21, og da disse Rønner misklædte den nye Kirke, begyndte Willerup og en Bygmester Knudsen, som Willerup kendte fra Evanston i Wisconsin, at opkøbe disse Grunde.
Fru Willerup, f. Müller, og hendes to Søstre havde en Fædrenearv, som blev anvendt for dette Byggeri.
Rigensgade 21 blev opført, en stor, flot Herskabs-Ejendom med fast Portner og gode Lejere; alligevel gik Pengene tabt, og Ejendommen maatte sælges til den rige Grosserer S. A. Blom i Dr. Tværgade 5.
Kirkens Missionsraad i New York havde ydet 5.000 Dollars til Kirken og Konsul Døliner 1.000 Dollars, Resten samlede Willerup ind i Smaabidrag fra Venner og Tilhængere. Grunden blev allerede købt i 1862, men man begyndte først at bygge i 1864, idet Grundstenen blev nedlagt 18. Maj 1864, netop som den dansk-tyske Krig var tabt.
Det er ikke meget, der staar i Datidens Blade om Metodisternes Virksomhed. Men den har alligevel været rig og levende. Bladene havde meget smaa Oplag og kom slet ikke ud i de folkelige Kredse. Hist og her findes der dog enkelte Smaaglimt af saare venlig Art.
I Februar 1865 findes følgende Notits i „Berlingske Tidende“:
„Paa Hjørnet af Rigensgade og Stokhusgade opføres en Kirke for den metodistiske Menighed i København. Arbejdet er allerede saa vidt fremskredet, at man i disse Dage har rejst Taget, og inden et Aar vil Kirken være færdig.I „Søndagsposten“ for 19. November 1865 skrives efter en detailleret Beskrivelse af Bygningen bl. a.:
Det er ikke blot de store Dimensioner, der drager Opmærksomheden til sig, men især den Skønhed i Kompositionen, man kun ufuldkomment opdager indenfor Stilladset, som fængsler de forbigaaendes Interesse.
Bygningen er 125 Fod lang, Bredden 64 Fod, Spiret, som endnu ikke er opført, bliver 150 Fod højt. — Stilen nærmer sig meget den byzantiske og udmærker sig ved en Majestæt og Elegance, forbundet med en monumental Værdighed, som man ikke vil finde hos nogen anden Bygning i København.“
„I Løbet af halvandet Aar er dette Guds-Tempel blevet fuldført, og det alene ved frivillige Bidrag. Den herværende Menighed har efter bedste Evne ydet sin Skærv; men Hovedkapitalen er rigelige indstrømmede fra Moderkirken i Amerika.“Den nye Kirkes Indre maatte nok fylde de Fremmede med Forundring. Det var et mægtigt stort, firkantet Rum uden Gallerier paa Siden. Der var kun Galleri, hvor det smukke Orgel var anbragt, og som blev betjent af saa fremragende Kunstnere som Professor Nebelong, som boede i Rigensgade 27.
For dem, der var vant til at se et Alter i Lighed med det indvendige i de danske Statskirker, var det en Overraskelse at se Prædikestolen og et lille Nadverbord med tilhørende Knæfald forbundet med hinanden. Dette Knæfald brugtes ogsaa, naar Ordets Hammer havde virket med Aandens Kraft mellem sønderknuste Hjerter, og der blev kaldt frem til Forbøn.
Rummet var meget svært at tale i, baade Willerup, J. J. Christensen, Schou, Ole Olsen, Thaarup og P. M. S. Jensen, der dog alle havde Stentorstemmer, klagede over, at Rummet tog alt for meget af deres fysiske Kraft.
Først i C. V. Duckerts Tid gennemgik Kirken en gennemgribende Restauration med Gallerier paa begge Sider og et Tag, en Slags Lydhimmel over Prædikestolen, saa det blev lettere at prædike, fordi de akustiske Forhold var totalt forandret.
Denne Reparation kostede henved 60.000 Kr., hvilket ingen af de gamle Prædikanter havde turdet at bede om Penge til. Tiden var fyldt med Krav fra Menighederne i det øvrige Land, om flere Prædikanter med større Uddannelse og bedre Kapeller andet Steds.
Men den straalende, humørfyldte Begavelse Pastor C. V. Duckert, som altid saa Sagen fra den lyse Side, vovede Forsøget. Der blev slaaet Hul i Kirkemuren ud til Rigensgade, saa der nu blev direkte Adgang til Kryptkirken fra Rigensgade, ligesom Varmeanlæget blev fornyet.
Pastor Duckert, der var en Nyboderdreng med Lyst til at rejse, Smedelærling fra samme Værksted i St. Kongensgade som den senere Folketingsmand A. C. Meyer, gav ved et af Møderne under Jubilæumskonferencen i 1908 (han var da ansat i Kristiania) en fornøjelig Skildring af, hvorledes han som de andre viltre Nyboderdrenge havde været med til at forstyrre Arbejdet paa Byggepladsen, til stor Glæde for hans Bedstemoder, men da han blev indfanget af en Mand, som førte ham til Søndagsskolen i Stedet for at give ham Prygl, fik han et andet Syn paa Metodisterne.
Da han imidlertid ogsaa vilde være med til Indvielsen den 6. Januar 1866, blev han jaget væk af Betjentene. Gaden var fyldt med de højeste Autoriteter i Stat og Kommune, Embedsmændene (dog ingen Statskirkepræster) mødte i Galla, de kom i Kareter og Forspand med Blinker fra Bohns Vognmandsforretning i Købmagergade.
Nyboderdrengene var ved at tabe baade Næse og Mund over al den Storhed, og da de var kommet til Kræfter, løb de rundt i Kvarteret og sang den uforglemmelige Slagsang:
„Paaen, paaen, paaen igen, lille Ferdinand Ludvigsen“.
Da tænkte Duckert ikke paa, at han selv engang som voksen Mand skulde blive Præst i 3 Aar ved den fine Kirke, og en god Præst, siger de, der endnu husker ham.
★
Tilsidst blot et Par Ord om Ejendommen i Rigensgade 21, som tog Modet fra Willerup og kostede hans Hustru og hendes Søstre alt, hvad de ejede.
Willerup kendte Bygmester Knudsen og Hustru fra Evanston, de var gode Metodister og Sagen tro. Knudsen byggede en Villa til sig selv paa Strandvejen i Nærheden af gl. Tuborg, hvor Grundtvig døde. Denne Villa fik Navnet Evanstone, og efter denne Villa fik Vejen ned til Sundet Navnet Evanstonevej, som den hedder den Dag i Dag, altsaa et Metodistminde værd at mindes.
Bygmester Knudsen tabte ogsaa sine Penge og kom til at sidde meget smaat i det. Han og Willerup byggede i Fællesskab den efter Datidens Forhold smukke Ejendom Rigensgade 21, og blandt de allerførste af de mange fine Beboere i denne Metodistejendom boede Enke efter Stiftsprovst Pauli med to Sønner, den theologiske Student Pauli, som ogsaa blev Stiftsprovst ved Frue Kirke, og som brændte ihjel i sin Seng i 1915. Den anden Søn var stud. med. og blev senere en berømt Læge.
Enkefru Pauli var Datter af Biskop Mynster, ... se, hvor underligt Historien dog kan sno sig —: Datter af den samme højkirkelige Biskop, som i en officiel Skrivelse af 1825 i høj Grad saa ned paa Metodisterne. I sin Enkestand fik denne Mynsters Datter Husly i en Metodistejendom.
Hendes Fader var haard ved os.
I et Brev fra ham er det første Gang i det kirkelige Brevarium, at Ordet „Metodisterne“ blev anvendt i Danmark. Det skete i 20'erne, da stærke Kampe stod om de gudelige Forsamlinger paa Fyn.
Fra højkirkelig Side saa man med uvillige Blikke paa Tidens forskellige „sekteriske“ Bevægelser; man slog dem gerne i Hartkorn. Saaledes skrev Biskop Mynster i Januar 1825:
„Der er en anden Sekt, som just nu opfordrer til alvorlig Modstand, og dette er Pietisternes, eller som de efter deres nuværende Form vel egentlig maa hedde: „Metodisternes". Det er i Sandhed sørgeligt at se, hvilken Indflydelse disse Mennesker vinder ---- og det er dog egentlig Bredden af Afsindigheden, hvortil de ere førte.“Grundtvigs Dom i de samme Aar over disse Bevægeiser lød saaledes:
„De (de gudelige Forsamlinger) er i mine Øjne kun maadelige Surrogater for det kirkelige Liv og kun maadelige Planteskoler for sand Gudsfrygt, Ydmyghed og Kærlighed. Kirkehistorien har nemlig lært mig, at en vis sygelig Pietisme i slige Forsamlinger saare let parre sig med forskruede Indfald, Ringeagt for Lærerstanden og omsider for Skriften selv, og derfor har jeg aldrig tilraadet, men snarere fraraadet dem, og i de Aar, jeg som Præst var udenfor Kirken, maaske med overdreven Ængstelse skyet alt, hvad der kunde have mindste Skin af noget saadant.“Var Grundtvig da virkelig enig med den urimeligt strengt dømmende Mynster? Nej. Der var Forskel —! Forskellen mellem dem kom først frem, naar Spørgsmaalet blev om Statens Forhold til disse Bevægelser.
Paa dette Punkt maatte Staten efter Grundtvigs Mening ikke gribe ind.*)
Grundtvigs Syn blev ændret, eftersom Aarene gik, og han selv kom i Kamp med Staten. Datidens Standpunkt hos de fleste Præster var, at den danske Statskirke var lig med Kristi Kirke i Danmark — altsaa væsentlig det 17. Aarhundredes uholdbare Standpunkt.
Grundtvig gled bort fra denne Opfattelse ved den stadigt voksende Forstaaelse af, hvad Helligaanden og den levende Menighed betød. Dette herlige Liv kunde ikke lade sig binde af Statens Embedsmænd.
— Det ligger udenfor denne Skildrings Hensigt at komme nærmere ind herpaa. Det nævnes kun, for at de danske Metodister kan forstaa den historiske Baggrund for Willerups Virksomhed, og hvorfor Bevægelsen, da de første Vanskeligheder var overvundet, fik saa stort et Omfang i Halvfjerdserne, men ikke stort nok, ikke dybt nok, fordi den mødte direkte Modstand fra de kirkelige Myndigheder, som skulde have været den uegennyttige Bevægelses allerbedste Venner.
- -
*) Biskop Mynsters besynderlige Stilling til religiøse Bevægelser udenfor Statskirken beroede paa Tidens herskende Frygt — ikke udtalt, men meget stærkt udbredt i Datidens herskende Klasse — for, at Katolicismen paany, ved en Forfatningsforandring med almindelig Trosfrihed, skulde blive en alvorlig Konkurrent til Lutheranerne, som efterhaanden havde den hele Magt, efter at de Reformerte efter Christian VI havde vist sig at være uden Vækstmuligheder.
Man ønskede i det stille at skabe et religiøst Monopol, som skulde holde alle frie Tanker ude.
En Frihedsmand som den ædle Joh. Kr. Drewsen paa Strandmøllen, der som Stænderdeputeret i Roskilde fra 1834 spillede en stor Rolle for den borgerlige Frihed, var imod enhver Frihed paa det kirkelige Omraade.
Sognebaandsløsning og saakaldt Præstefrihed ventede han sig intet godt af.
Han troede, at naar Sognebaandet blev løst, da vilde „de Opvakte“ trænge ind alle Vegne og „gøre lignende Ulykke som Jesuiterne i Frankrig, idet der vilde opstaa Splittelser i Befolkningen, som vilde kendes ned i Familielivet.“
Mynsters paabudte Tvangsdaab af Baptisternes Børn, som var, set i Historiens Lys, en beskæmmende Skandale, havde ingen Modstander i ham, der dog var en ivrig Forkæmper for en human Jagtlov og for Jødernes Ligestilling med de Kristne her i Landet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar