Fru Laura Jensen

Laura Emilie Jacobine Jensen
Født: 15. juli 1855

Fru Laura Emilie Jacobine Jensen, f. Holm.

Allerede i sit 13.—14. Aar blev Str. Jensen omvendt til Gud i Metodistkirkens Søndagsskole i København. Hun tog straks levende Del i alle Møder, hun paa nogen Maade kunde komme med til, og paa hende passede Salmistens Ord (Sal. 42,2):

»Ligesom en Hjort skriger efter Vandstrømme, saa skriger min Sjæl til dig, o Gud.« 

Bønnens Aand blev udgydt rigeligt over hende ved hendes Omvendelse, og det var egsaa hendes alvorlige og inderlige Bønner, der fremkaldte Ønsket hos Br. Peter Martin Severin Jensen om at vinde hende for sig. I 1875, da Br. Jensen første Gang var ansat paa Langeland, blev de viede af Superintendent Karl Schou i Jerusalemskirken i København.

Str. Jensen var en dygtig og sparsommelig Husmoder. Hun havde 10 Barn, af hvilke et: »Jessy« opkaldt efter Biskop Jesse Pech, der døbte hende og bad, at Barnet maatte blive opkaldt efter ham, døde 10 Mdr. gammelt.

Den store Børneflok, hvoraf 6 Sønner, blandt hvilke Pastor Engelbrecht Ried i Esbjerg er en, og 3 Døtre, skylder deres Moder meget, for hvad de alle er bleven til. Hun var Br. Jensen en ypperlig Medhjælperske til at opdrage og dygtiggøre Børnene.

Det var ingen let Sag at holde en saadan Børneflok hel og ordentlig i Klæder, men dertil var Str. Jensen ualmindelig dygtig. Hun syede og lappede, stoppede og strikkede, vaskede og strøg og lavede selv Børnenes Klæder.

Drengehabitterne var somme Tider nyt af nyt men ogsaa til Tider nyt af gammelt, men i Regelen saa fikst, at andre Mødre kom og bad hende laane sig Mønstrene for at sy efter til deres Børn.

Slog Dagen ikke til, tog hun Nætterne til Hjælp, og hun sad ofte oppe det meste af Natten for at have alt i Orden til den kommende Dag.

Nu er imidlertid hendes Dagværk endt. De flittige Hænder er stille i Døden, og hun hviler efter sit Arbejde, men Br. Jensen, Børnene og adskillige andre velsigner hendes Minde. Hun var en god Hustru og en god Moder.

Spiren til den Sygdom, der lagde hende forholdsvis tidlig i sin Grav, fik hun i Præsteboligen i Kalundborg, hvor hun laa i længere Tid af Gigtfeber, hvis Eftervirkning blev en betydelig Hjertefejl.

Det har siden gaaet ned ad Bakke med hendes Helbred, men det var særlig ved et Fald i glat Føre, da Br. Jensen var ansat ved Golgatha Kirken i København, hun fik sit værste Knæk. I de 3 Aar, der er gaaet siden, har hun ofte svævet mellem Liv og Død, men hun sagde altid, naar man frygtede for, hun skulde dø:

»Jeg dør ikke nu, Herren har lovet mig, at jeg skal faa Lov at leve til Dagny (det yngste Barn) bliver 17 Aar.«  

Efter Aarstallet er Dagny nu 17 Aar. Hun blev nemlig født 1898. Gud bønhørte hende altsaa i dette, hvad hun i henved 10 Aar havde været vis paa han vilde.

Særlig den sidste Maanedstid af hendes Liv, var hendes Lidelser store og øgedes med Dagene. Hun bad nu Gud ofte og inderligt, at han snart vilde tage hende hjem. En af de sidste Dage hun levede, efter at der ikke havde været Smil paa hendes Ansigt i lange Tider, sagde Br. Jensen til hende:

»Nu kommer Herren snart for at hente dig,« og hun udbrød medens hele hendes Ansigt stod i Smil: »O, tror du det, Gud ske Lov, at han kommer snart.« 

I de sidste Timer før Døden var der en underlig Ro over hende, det var, som om Herren tog den frygtelige knusende Fornemmelse om Hjertet bort fra hende, og hun døde stille med et Udtryk af Tilfredshed og Ro over det blege Ansigt, med den klare Forvisning, at hun i Kraft af Forsoningsblodet gik ind til sin Herres Hvile.

Naar vi betragte Udgangen af deres Vandel, lad os efterfølge i deres Tro.

*

Begravelsen i Rudkøbing
I den lille, hyggelige Metodistkirke stod i et Væld af Blomster og Kranse Søster Jensens Baare, og om den samledes en stor Skare af deltagende Venner for m bringe Støvet til dets Hvilested.

En Del af de Menigheder, som Pastor Jensen har været Forstander for, saavel som Baptist-Menigheden, Frelsens Hær, Afholdsforeningen, Ungdomsforeningen, Aarskonferencen og flere andre havde sendt signerede Kranse, og Pastor Jensen modtog i Dagens Løb flere Breve fra deltagende Venner.

Sørgegudstjenesten indlededes med Salmen: »Dødsstrømmen kold hist bugter sig,« og efter at Pastor Ried havde ledet os i Bøn, læst et Skriftafsnit og undertegnede, der overbragte Aarskonferencens Krans, havde talt, bragte Pastor Jensen, som selv ledede Sørgegudstjenesten, den afdøde et sidste Farvel med Tak for, hvad hun havde været for sit Hjem og Menighederne, især i tidligere Dage, thi de sidste Aar havde Sygdom hindret hende deri.

Han mindede om, at det sidste, de havde talt sammen om, var om Børnene. som hun ønskede og haabede maatte møde hende i Himlen, og med Alvor og Inderlighed lagde Pastor Jensen sig selv, Børnene og den afdødes eneste Broder dette paa Sinde. Pastor Ried talte om sin Moders Udholdenhed i Tro og Bøn og om, at han var Gud taknemlig for at have haft saa god en Moder.

Hele Samværet i Kirken formede sig som en alvorlig og stemningsfuld Højtidelighed. Med Goodtemplar og Afholdsforeningens fikse, floromvundne Faner i Spidsen, satte Sørgetoget sig i Bevægelse ud til den stille Urtegaard, Byens Kirkegaard, hvor Pastor Jensen ligeledes selv foretog Jordpaakastelsen.

Det, der nu skete, at Søster Laura Jensen fik Hjemlov, har jo længe været ventet, thi i en Række af Aar har hendes Helbred været nedbrudt, og hun havde til Tider svære Lidelser. Dog holdt hun ud i Troens Strid og vandt Sejr ved Lammets Blod. Herren forunde alle os, der har kendt den afdøde, Naade til at forblive tro til Døden, at vi maa faa Livets Krone.

C. Thaarup.

Bragt i Kristelig Talsmand, 5. februar 1915