søndag den 14. december 2014

Tre Juleaftener


Af Anton Bast

Jeg har oplevet mange glædelige og mange vemodige Juleaftener i de Aar, jeg mindes fra min tidligste Barndom og til nu; men de vemodigste har jeg dog oplevet i København. Jeg tænker paa forskellige, da jeg stod overfor en saadan Sum af Nød, Last og Nedværdigelse, saa Hjertet bløder ved at tænke paa det.

Jeg har endnu i friskt Minde Juleaften 1906. Jeg skulde holde Juleaftens-Andagt for de hjemløse. I den tarvelige, men rene Spisesal var der dækket til ca. 150 fattige Mænd. Der var hvid Dug paa Bordet, Skaale med Salt og Fade med Brød. I den ene Ende af Lokalet var der opstillet og pyntet et lille Juletræ, som blev tændt, mens vi sang den første Salme.

Saa talte jeg til de stakkels, fattige Mænd, der havde søgt ind i Herberget den hellige Aften, fordi de ikke havde hverken Hjem eller Slægtninge. Der sad de med ludende Hoveder, iførte deres fattige Pjalter, og en stram Lugt udgik fra dem og blandede sig med Duften af Gran fra Juletræet og Madduft fra Køkkenet.

Mens jeg talte, var der flere, der græd stille, men en af Mændene blev under Talen saa grebet, at han brast i voldsom Graad, og inden jeg blev færdig, græd han saa stærkt, at hans Hulken næsten overdøvede min Stemme. Nogle Herrer, som var med til denne vemodige Festlighed, kunde ikke holde deres Taarer tilbage. Ingen af os kunde vel lade være med at tænke paa, hvilken Verden af Synd, Last og Ulykke denne Forsamling repræsenterede — og da særlig den arme, grædende Mand.

II

Den anden Aften, jeg tænker paa, var en Juleaften i Centralmissionens Slumlokale i Prinsensgade. Jeg gik derned, mens Klokkerne i Skumringen ringede Julen ind, og Folk ilede til Kirkerne. Nede i den fattige Del af Byen listede der en Del uhyggeligt udseende Individer omkring; det var de arme hjemløse, der endnu ikke havde sikret sig Adgang til lidt Juleaftens-Nadvere.

Da vi aabnede Dørene og tændte Lysene, listede den ene efter den anden af de elendigste Væsener, jeg har set, sig ned i den dybe, fattige Kælder, der tidligere var et berygtet Værtshus, men nu er en Haabets Dør til et nyt Liv for mange elendige.

Da der var samlet ca. 20 af disse Elendighedens Sønner tændte vi Juletræet, og jeg begyndte at tale jævnt og venligt til dem om Juleglæder og Juleminder. Jeg vil aldrig, aldrig kunne glemme den Smertens Følelse, der greb mig ved at se disse arme, mishandlede Mænd. En havde Hovedet bundet sammen med snavsede Klude, en havde ingen Skjorte paa, men det bare, snavsede Bryst kom tilsyne gennem Pjalterne af en elendig Jakke. En havde i Stedet for Støvler eller Træsko et Par pjaltede Galoscher bundet omkring Fødderne med knudret Reb osv.

Og da jeg begyndte at tale om Juleminderne fra Barndommen hjemme hos Mor i det gamle Hjem, græd de højt. Mange vil maaske tænke, at det kun var Brændevinstaarer, men den, som tror det, kender ikke meget til Menneskenaturen. Der er en, der har skrevet:
»Dybt paa hver Hjertebund findes der Strenge slappet ved Synden, dog stemmes de kan.« 
Det var disse Strenge, der bævede ved Evangeliets milde Røst. Det var det syge, mishandlede Barn i den arme Drankers Bryst, der atter en Gang græd efter Hjem og Mor, — ja, maaske efter Gud. —

Og da jeg havde fuldendt min lille Julegudstjeneste for Staklerne, og Julelysene var brændt ned, fulgte denne Elendighedens Forsamling i Procession med mig hen til Centralmissionen, hvor jeg hjalp dem til Jule-Nadvere, lidt Tøj og et Leje for Natten; og da var de straks sorgløse som Barnet, der er uden Bekymringer, naar det er mæt.

III

Den tredie Juleaften, jeg mindes i dette Øjeblik, var sidste Jul. Jeg kom fra det store Julemaaltid i Koncertpalæet, hvor Hundreder af fattige Mænd, Kvinder og Børn til Tonerne af festlig Musik havde taget Sæde ved festligt dækkede Borde, som kærlige Hænder uegennyttigt havde beredt for dem. —  

Derfra vandrede jeg hen i Centralmissionens Spisehus i Borgergade, hvor vi havde dækket festligt Julebord for dem, der ikke kunde faa Adgang til »Palæet« — eller som var saa elendige og langt nede, saa de ikke kunde faa Adgang noget Sted. Den Aften gik Bespisningen for sig i tre Lokaler i 4 samfulde Timer i Hoidvis.

Det faldt i min Lod at byde Gæsterne velkommen og indlede med at holde en lille Juleandagt. Vi sang efter et lille omdelt Sanghefte Luthers gamle, højtidelige Julesalme: »Det kimer nu til Julefest.« Ak! Om jeg nu vilde give mig hen, saa kunde jeg skrive længe, længe om den enkelte af de arme Stakler, der stod eller sad i de festligt pyntede Stuer den Aften, men dertil vil Pladsen fattes.

Jeg vil kun skrive om én — en gammel hjemløs Mand, 75 Aar gammel. Tænk, 75 Aar gammel, og — hjemløs, venneløs, forpint og ulykkelig en hellig Juleaften. Sproget nægter at gøre Tjeneste ved Beskrivelsen af den Jammer. — Jeg har hørt mange Mennesker græde, men jeg mindes ikke at have hørt en mere hjerteskærende Klage end den, de gamle Salmetoner afpressede hans Bryst. Jeg synes, jeg kunde se paa hans Ansigt, mens vi sang, at et Panorama drog forbi hans Bevidsthed, mens hans Barndoms Julesalme kaldte Minderne frem.
»Der er Minder saa kære, at angst man dem møder.«
Og han saa ud, som én, der fyldes med Mindernes Angst og Selvbebrejdelsens Gru, fortabt, forpint, som han var paa Gravens Rand. Stakkels Broder, hold op med at græde, der er endnu Haab, det er Juleaften, thi os er i Dag en Frelser født. — Saadan forsøgte jeg at trøste ham, mens de andre som glubende Ulve kastede sig over Flæskestegen og Rødkaalen.

— Og efter at have læst denne enkle Skildring af disse tre uforglemmelige, vemodige Juleaftener forener enhver Læser sig med mig i Spørgsmaalet:
Hvem har bragt Ulykken over alle disse Mænd? 
Hvem har ødelagt deres Barndoms lyse Minder? 
Hvem har ødelagt deres Barndomsjul? 
Hvem har dræbt det bedste i dem, forvandlet alle deres Livs bedste Muligheder til Forbandelser, ødelagt deres Evner og Kraft, som de skyldte at anvende i Samfundets Tjeneste? 
Hvem har klædt dem af, traadt dem ned, vansiret dem — plyndret dem?
— Svaret er givet. Uden at tage den mindste Smule af Ansvaret fra de elendige Mænd, vi her har mødt, vil vi alligevel frimodigt udraabe:
Det har de forbandede, berusende Drikke. 
Og alle, der var med til at tillade, at tilberede eller at tilbyde den forbandede Drik skal faa Lov at bære Ansvaret sammen med dem, der kunde have hindret alle denne Elendighed, om de havde villet. Om vi dog snart maatte fejre Jul og Nytaar i Danmark uden Drikkeriets Forbandelse.

Fyrtaarnet, nr. 51, 1916, Julenummer

Ingen kommentarer:

Send en kommentar