Centralmissionens Aarsfest 1914

 Det lykkedes altsaa trods alle Hindringer at faa Kryptsalen i Jerusalemskirken saa vidt istand, at den kunde tages i Brug Søndag d. 6. ds. ved Biskoppens Besøg der.

Og vi kan let tænke os, at det maa have været en stor Glæde for vore Venner der ligesom at sætte Fod under eget Bord igen. Dette fremgaar da ogsaa tydelig nok af Frk. Eltzholtz' Sang for Anledningen:

Ved Indvielsen af Jerusalemskirkens Krypt, 6te December
Mel: Lovsynger Herren o. s. v.

Herre, vi priser Dit Navn,
at vi atter er hjemme!
Nu kan de mange
Udlændighedsdage vi glemme!
  Derfor med Sang
  baaret af jublende Klang,
  løfter til Dig vi vor Stemme.

Du var os god, da af Ilden
vor Kirke blev hærget,
du har dens herlige Mure
mod Ildsluen værget;
  i deres Læ
  bøjer vi atter vort Knæ
  med Tak for det, der blev bjerget.

Du var os god
da vi hjemløse græd i vor Smerte:
broderlig Kærlighed
rakte os Hænder og Hjerte,
  saa til i Dag
  vi under gæstmilde Tag
  dobbelt Taknemmelighed lærte.

Men om - der ude er godt,
er der lifligst dog hjemme,
derfor med jublende Salmer
vi løfter vor Stemme:
  Tak Herre Gud!
  Tak, at du med os drog ud!
  Tak, at vi atter er hjemme!

Og vi Dig bede, o Gud:
Lad din Kærligheds Skygge
hvile paa dette dit Hus
naar vi fremad skal bygge:
  Byg du med os,
  Tidernes Ugunst til Trods,
  saa er vi glade og trygge.

Fri os fra Ulykke
medens vi bygge paa Kirken!
Hold din beskærmende Haand
over hele vor Virken,
  saa i din Glans
  snart vi kan rejse vor Krans
  over Jerusalemskirken!

 Alberta Eltzholtz

Samtidig med Festen udkom Virksomhedens 4. Aarsberetning. Og det kan jo ikke nægtes, at denne lyder noget anderledes end de foregaaende, hvad der er ret naturligt. Vi gengiver et Par Afsnit, som taler for sig selv.

Pastor Bast antyder til Indledning, hvorledes han ved Affattelsen af Beretningen i Fjor havde udmalet sig forskellige Fremtidssyner, af hvilke en Del ogsaa er bleven til Virkeligheder, og fortsætter:

Men lidet anede jeg dog, hvilke der skulde blive Aarets Hovedbegivenheder. Jeg drømte ikke om, at den Kirke, der var Virksomhedernes Hjemsted, omtrent 3 Maaneder efter skulde være lagt i Aske af en Brand, der blev antændt fra den Ild, ved hvilken vi i den kolde Vinternat forsøgte at varme »de elendige og omvankende«, som vi havde givet Nattely i Guds Hus; men endnu mindre anede, jeg, at der, inden jeg skrev næste Aarsberetning, — skulde blive tændt en Krigens Lue, der fra at være en Ild, der omspændte Europa — skulde brede sig til en Verdensbrand, der opfylder alle, der bor paa Jorden, med Rædsel.

Og nu! — Begge disse Begivenheder har bevirket, at Centralmissionen har haft et Trængselsaar, og endnu virker den under Trængselens Tegn. Virksomhederne, der tager sig af de Hjemløse og Brødløse, blev selv hjemløse. 

Haardt har det været Uge efter Uge, Maaned efter Maaned i den lange Tid siden Branden at skaffe Plads til de mange Virksomheder og trods Spredtheden at lede dem — og samtidig at lægge Planer for, skaffe Penge til og lede Arbejdet i Forbindelse med Kirkens Genrejsning og Opførelsen af en Bygning ved Siden af den i Rigensgade til Centralmissionens Barmhjertighedsarbejde — og mange Penge har det kostet; men ved Guds Naade og ved varmtfølende Menneskers venlige Hjælp er det lykkedes, saa at jeg i Dag kan skrive om Aarets Arbejde ud af et Hjerte, der fyldt af Tak til Gud kan udbryde med den gamle Salmist: »Sket af Herren er det, underligt er det for vore Øjne.« — 

Naar De, kære Læser, medens Julestemningen trods Verdensuvejret lægger sig mildnende og varmende hen over Menneskeslægten og aander vel modsblandet Glæde ind i mange forpinte Bryst, læser dette, er de fattiges Krypt i Rigensgade færdig til at modtage sine ulykkelige Gæster, og vi er i Færd med at pynte Julestuer med Lys (og Varme for dem, der intet Hjem har. — 

Og hvor stor min Glæde er ved at kunne meddele dette til alle de venlige Mennesker, der ved Kærlighed og milde Gaver Aar ud og Aar ind — ikke mindst ind under Jul — støtter Centralmissionen og dens Barmhjertighedsarbejde, kan jeg ikke sige. — Mit Hjerte er bævende fyldt med Tak til Gud for det — og mange vil dele de Følelser med mig. 

Men — hvorfra skal Midlerne komme til at hjælpe i al denne Nød og til at holde alle de mange Virksomheder gaaende? Paa dette Spørgsmaal kan de mange Tusinde Mennesker, der læser dette, bedst svare, og jeg ved, at Svaret vil komme. Da jeg for nogle Aar siden grundlagde Centralmissionen, var det i Haab om, at varmtfølende Mennesker Tid efter anden vilde sende os, hvad vi skulde bruge, for at afhjælpe den Nød, der henvender sig her om Hjælp, og selv om Nøden altid var større end Hjælpen, saa var denne dog altid saa rigelig, saa vort Haab ikke blev beskæmmet.

* * *

Efter en Omtale af den store Centralkomitees Virksomhed fortsætter Pastor Bast:

Jeg under af ganske Hjerte alle andre Komiteer og Velgørenhedsvirksomheder saa store Midler, som man kan faa betroet; men for Øjeblikket trænger Centralmissionen haardest; thi her kommer den yderste Nød.

Her har vi de elendigste Børn fra de usleste Proletarhjem, her har vi de forslidte Mænd og Kvinder, der sidst i Halvtredserne kæmper en forblødt Kamp for at holde sig fra Fattigvæsenet — indtil de har fyldt 60 Aar og kan faa Alderdomsforsørgelse. Her har vi de forladte Hustruer og Enkerne med de mange sultne Børn, hvis Fattighjælp ikke forslaar til Udkommet. 

Her har vi i Aar mange, mange, som paa Grund af de tunge Tider er uden Beskæftigelse og som hen under Jul i sviende Nød spejder efter Huslejen og lidt Føde og Brændsel. Her har vi mangen en omvankende og hjemløs Stakkel, som alle Døre har lukket sig for (maaske den sidste Dør, der lukkede sig bag ham kort før Jul, var Tugtshusets); de kommer til os, de har Tillid til os — og i Moders Sted — i Kristi Sted — hjælper vi dem, som det er sandt og rigtigt for os.

Kristelig Talsmand, Nr. 51, 18. December 1914, 41. Aarg.