Gå videre til hovedindholdet

De sidste Dage

Pastor P. M. S. Jensen - del 12

Af C. Nielsen

Gennem hele sit Liv havde Pastor Jensen været velsignet med et ualmindeligt godt Helbred, og da Sygdommen kom, varede det heller ikke længe; den tog ham i Løbet af tre Uger.

Tilsyneladende sund og rask og ved godt Mod rejste han og Sønnen, Pastor Ried, til Varde, hvor de skulde deltage i Aarskonferencen, der begyndte den 10. Juli 1927. Sammen med andre Deltagere i Konferencen fik de nogle gode Samtaler i Toget, og glade Sange genlød fra den Kupé, de rejste i.

Dog allerede den første Nat blev P. M. S. J. syg (en Svulst paa Tarmene), og hurtigt blev han indlagt paa Sygehuset i Varde, hvorfra han ved Sygetransport førtes til sit Hjem i Kalundborg den 15. Juli.
„Et Besøg, som min Hustru, Børnene og jeg aflagde hos ham her“, skriver Pastor Ried, „mindes vi klart. Fader bad Børnene komme hen til sig, lagde Haanden paa deres Hoveder og udtalte paa patriarkalsk Vis en Velsignelse over dem.
Ved et nyt heftigt Anfald af Sygdommen blev jeg kaldt til hans Leje, og sammen med min Stedmoder og min yngste Søster, Dagny, sad jeg hos ham, da han stille og fredfuldt gled ind i Døden. Vor kære Fader — Guds Tjener — var gaaet ind til Hvilen. Ære være hans Minde!“
Hans Jordefærd fandt Sted fra Betesdakirken i Kalundborg den 5. August 1927. En stor Forsamling deltog, deriblandt en Del Præster. Pastor Særmark, der var hans Menighedsforstander, talte ved Baaren og udtalte if. „Kalundborg Dagblad“ bl. a.:
— Det sker saa ofte, naar vi Mennesker taler om hinanden, at vi kan finde et eller andet at kritisere; men at der kan findes noget i et Menneskes Gerning at kritisere, er ikke det værste. Det er meget værre, hvis et Menneskes Karakter kan kritiseres. 
Pastor Jensens Karakter og Personlighed var uden Lyde. Han var en helt igennem god Mand. Han var den første Metodistprædikant, som kom ind i min Tilværelse, idet han fik min Moder ind i Kirken, da jeg var 6—7 Aar gammel. Det gode Indtryk, jeg havde af ham allerede fra Barndommen, understregedes yderligere ved de 3 Aars Samvær her i Kalundborg. 
Han var en god Mand! Det er der sikkert kun én Mening om. Naar vi undertiden talte med hinanden om de sidste Tiders tunge Tilskikkelser indenfor Kirken, havde Pastor Jensen kun den eneste Tanke i sin Sjæl: Bare jeg ikke skal komme til at gøre nogen Uret.
Han havde en stærk Tro paa det, Gud kaldte ham til i hans Ungdom, — thi for ham selv har der aldrig hersket Tvivl om, at det var Gud, der kaldte ham til Arbejdet i sin Vingaard —, og det var sikkert en stor Skuffelse for ham, at Kræfterne i de senere Aar ikke slog til, saa han maatte gaa paa Pension.
Han var jo —  efter sin egen Mening — ingen gammel Mand. De, der har kendt ham i hans Manddomskraft, ved, at ingen indenfor Kirken blev benyttet mere end han, og der lever mange — baade Ældre og Yngre — som med Glæde mindes hans Virksomhed. Indirekte staar jeg selv som et Vidnesbyrd om hans Arbejde for Guds Sag.
Pastor Engelbrecht Ried, Holbæk, en Søn af den Afdøde, talte derefter:
— Det er alvorligt at færdes, hvor man møder Døden, og denne Alvor har jeg i den sidste Tid følt. Døden kaster dog ikke alene Skygge over vort Liv ved at sønderrive de hjerteligste Baand, men den viser os ogsaa Lyset og Glæden, som følger efter.
Jeg er glad for den dejlige Salme, vi før sang. Ingen Salme passede bedre paa min Fader, som selv havde Stemme til at synge — og som frydede sig ved Sangen. Da han som 24-aarig ung Mand kom ind i Kirkens Arbejde, var det vist ogsaa den dejlige Salmesang, som lød fra en københavnsk Kirke, der drog ham til sig.
En Ting er at synge, naar man sidder i Venners Kreds, og naar man er alene; men min Fader kunde begge Dele. Hans Hjerte var altid fuld af Lovsang. Ved Dødslejet tog vi hans Haand og søgte at tale med ham om Døden. Han var saa sikker i sin Kristentro. 
„Eders Hjerter forfærdes ikke“, citerede han. „I min Faders Hus er der mange Boliger“. — „Jeg har Ret til en Plads i Hjemmet“, sagde han „i Kraft af Jesu Blod, som randt ogsaa for mig“. 
Saaledes drog han sit sidste Suk.
Det er dejligt at have Minder, som vi Børn har. De smukke Salmer blev sunget ind i os ved den daglige Andagt, og har haft det saadan, at vi følte, at Fader og Moder bad for os. Jeg har undertiden følt det, som en forunderlig Kraft blev lagt i min Forkyndelse. Det var min Faders Bøn for mig — derpaa er jeg sikker.
Gud give, at vi alle maa gaa saa glade hjem som min Fader gjorde!
Pastor L. C. Larsen, Aarhus, sang derefter „Den store hvide Flok“ til Orgelledsagelse.
Pastor Rogert bragte derpaa Metodistkirkens Tak for det Arbejde, den Afdøde havde udført. Pastoren dvælede ikke alene ved det Arbejde, Pastor Jensen havde udført, mens han stod i sin Manddomskraft, men omtalte ogsaa den Nidkærhed, som prægede ham i de ældre Aar.
— Han var en utrættelig Arbejder i Herrens Vingaard, og det var en vidunderlig Kraft, som Gang efter Gang — ogsaa i de senere Aar — kaldte ham ud fra sit hyggelige Hjem til Arbejde for Sjæles Frelse. Det sidste legemlige Arbejde, han foretog sig, var at bygge et Trætelt, som han vilde rejse ud med og opslaa hvor som helst for at samle Mennesker om sin Forkyndelse. Han elskede Mennesker og først og fremmest Menneskesjæle. Gud give, vi andre maatte faa Lov til at glæde os i Herren, som ham.
Velsignet være Pastor Jensens Minde!
Pastor L. C. Larsen, Aarhus, traadte derpaa hen til Kisten, hvor han nedlagde en pragtfuld Palmedekoration fra Aarskonferencen. Dybt bevæget udtalte Pastoren:
— Jeg staar her som den ældste af de aktive Præster, og jeg vil sige Tak til den ældste af de pensionerede, som nu skal stedes til Hvile. Han var min første Præst, han var min første Lærer og han var min Ven gennem hele Livet. Tak for trofast Arbejde!
Pastor Rasmussen, Odense, bad derefter en Bøn, hvorefter Kisten af Præsterne blev baaret ud af Kirken til Tonerne af Salmen „Jeg gaar til Himlen, der er mit Hjem“.
Kisten var skjult under et Væld af Kranse, hvoriblandt en Mængde signerede.
Paa Kirkegaarden forrettede Pastor Særmark Jordpaakastelsen, mens den Afdødes Søn, Pastor Ried, paa Familiens Vegne dybt rørt takkede for den store Deltagelse, der fra saa mange Sider var vist hans Fader under dennes Sygdom, og den Medfølelse, man havde vist ved hans Død og nu ved hans Begravelse.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Søster Ane Thomsen

Søster Ane Thomsen 2. marts 1879 - 31. august 1959 Søster Ane Thomsen blev født i Stenum den 2. marts 1879. Hvornår søster Ane begyndte på sygeplejen, ved jeg ikke, men 1909 meldte hun sig til Bethaniaforeningen under forudsætning af, at hun måtte beholde sit arbejde som hjemmesygeplejerske i Løkken og omegn. Efter en sygdomsperiode i 1912 kom hun til Frederikshavn, hvor hun gik i privatpleje, indtil hun i 1921 fik ansættelse på »Fremtidshåb«, et nyt børnehjem sorterende under Centralmissionen. Hjemmesygeplejen var en god forberedelse til arbejdet i et stort hjem med mange børn, og søster Ane har fyldt sin plads som få. Hun elskede sine børn, delte sorger og glæder med dem fra den dag, de kom ind, og så længe hun levede. Søster Ane og hendes børn, svigerbørn og børnebørn havde den glæde, at hun fik lov at opleve sin 80 års dag, og det var en festdag for dem alle. Mere end 40 børn og svigerbørn kom med gaver, sange og blomster og ikke mindst med tak for kærlighed og forbøn ge...

Helsingør Menighed

Helsingør, ejendommen med menighedens kirkesal St. Annagade 77 Af Poul Fredsby, 1980 Jeg er blevet bedt om at fortælle historien om menigheden i Helsingør. Det er en historie om en menighed, hvis begyndelse og levevis var vidt forskellig fra alle vore andre menigheder. Om bedre eller dårligere, men anderledes, helt anderledes. Jeg fik et meget stærkt indtryk af denne forskel, ja, næsten et chok første gang jeg kom til metodistkirken i Helsingør. Jeg kom til Helsingør fra Aarhus for næsten 50 år siden. Jeg havde aldrig været i Helsingør før og kendte ikke eet menneske der. De første måneder gik med at sætte mig ind i mit nye arbejde, men endelig en dag satte jeg mig for at opsøge de metodister, som jeg fra min tid i København vidste skulle findes i Helsingør. Jeg husker, hvordan jeg gik ud af en lang, trist sidegade. Uden butikker og uden nogen trafik. Gaden bestod mest af gamle eenetages huses, og så længst ude kom jeg så til nr. 77 . Det var ganske vist i 2 etager, men ...

En Salme fylder 100 Aar (1947)

Abide with me. — Bliv du hos mig Bliv du hos mig, naar Natten stunder til, og Mørket om mig snart sig sænke vil, naar anden Trøst og Hjælp maa fjerne sig, du store Hjælper, bliv da nær hos mig. Snart kan min korte Livsdag ebbe ud, og midt i alt jeg faar mit Vandringsbud, alt om mig skifter og forandrer sig, o, du, som ej forandres, bliv hos mig. Hver Stund jeg trænger, Herre Gud, til dig, kun du kan lede mig paa Livets Vej, kun for dit Blod vil Satan vige bort, bliv da hos mig, o, Krist, i Natten sort. Naar du er nær, jeg kender ingen Frygt, i Smil og Graad jeg hviler hos dig trygt, Dødens og Gravens Nat jeg ænser ej, naar du, o, Herre, bliver nær hos mig. Naar Øjet brister, vis mig da dig selv, lys mig og led mig over Dødens Elv, Jorden forsvinder, Himlen aabner sig: I Liv og Død, o, Herre, bliv hos mig. H. F. Lyte / Anton Bast Den engelske Salme, »Abide with me«, som findes oversat til Dansk i vor Sangbog, Nr. 287, fyldte i September 100 Aar. Salmen,...