Af og til måtte man »stå på tæer« for at fange det, der blev givet til deltagerne, men også dette er både sundt og givende.
Det var en givende konference — mange nye og moderne indfald, nye sange og salmer, der passer til tidens tænkning, blev lagt frem for os. Man føler trang til at fortælle vidt og bredt om de mange værdier, man samlede op i Nørrelandskirken og på Nørrelandsskolen i Holstebro.
Gruppearbejdet (i de tre gange tre grupper) var vel nok det, der fik samtalerne i gang i de forholdsvis få pauser, der var. Overalt så man diskuterende smågrupper, alle vegne søgte man en vej for kirken frem i tiden — og overalt var der venlige og hjælpsomme mennesker — og det bedste af alt — langt over halvdelen af disse deltagere var unge mennesker med nye syner, friske indslag, gode ideer, unge mennesker, der ønskede, at kirken nåede ud til folket.
Gruppen, som jeg havde valgt at deltage i, havde til emne: Lokalmenighedens situation og opgaver i fremtids- og fritidssamfundet. Materialet i fire hefter var i forvejen sendt ud til os.
Det drejede sig om kirkens situation på landet, i storbyen, i den øgede fritid, samt om menighedsforståelse i Ny Testamente. Det blev en af de største grupper, på 27 deltagere, der måtte deles i mindre grupper igen. I denne gruppe var kun to frikirkefolk — frikirkerne var forøvrigt alt for dårligt repræsenteret — det må aldrig ske mere!
Lad mig citere nogle udtalelser, som måske bedst giver indblik i samtalernes værdi: »Fædrenes kirke kan ikke fastholdes i en ny tid, om der ikke sker radikale forandringer, og en folkekirke, der blot troner som et stolt mindesmærke over fædres tro og bedrifter, er urimelig i en funktionel tidsalder.
Kirken har brug for urostiftere, ikke for det billige omkostningsfri oprør, igangsættere, der tænker nyt udfra ønsket om at bevare det bedste af det gamle i en ny tid«. (Her var også noget for en Metodist at tænke på!) — »Kirken har ikke patent på Kristus. Han blev sendt til verden, derfor er menigheden også sendt til verden, her menes hele menigheden, hvert medlem i menighedsrådet!«
»Kirken må sende deltidsarbejdere til arbejdspladser, hospitaler, fritidsområder«. En gymnasieelev sagde: »Jeg har tænkt på at gå ind på de restaurationer, hvor fremmedarbejderne opholder sig, sætte mig imellem dem og blive ven med dem på denne måde«.
Gruppen kom med følgende udtalelse: »Man mener, at måtte erkende, at der som helhed er ringe menighedsbevidsthed i Danmark. Det er en afgørende svaghed, fordi deraf følger, at menighedens fællesskab, målsætning og sendelse i tilsvarende grad svækkes«. (Også til vor kirke har disse ord meget at sige!)
»I nye gudstjenesteformer må flere lægmænd gøre tjeneste, aktiviseres«. — Man fik disse dage løftet blikket og set, hvor man stod, og hvor man skulle have stået.
I bibeltimerne fik man på en enestående måde set, hvilken stor Gud, Kirkens Herre er, og i foredrag, sang og bibellæsning mødte man Kristi Kald til sin menighed. Kaldet står stærkt og udfordrende til os alle — lad os følge det nu og bestandigt.
Marie Askholm.
Bragt i Kristelig Talsmand, 28. august 1970
Ingen kommentarer:
Send en kommentar