Bespottelse af Ånden

I evangeliestykket, vi har for os, taler Jesus sine hidtil alvorligste ord til Farisæerne og de skriftkloge.

Ved en lettere eller noget overfladisk læsning af det, synes der ikke at være en stråle af lys eller håb. Der tales om utilgivelig synd, om dommens dag, om fordømmelse, om en ond og utro slægt, og der bruges udtryk som »I øgleunger«.

De alvorligste ord i denne sammenhæng er advarslen mod at begå den utilgivelige synd: Bespottelse mod Ånden. I de foregående vers fortælles, at Jesus har helbredt et besat menneske, en mand, der både var blind og stum.

Denne handling vakte umådelig opsigt. Den blev drøftet og diskuteret over alt i byen, og den almindelige interesse samlede sig om denne Jesus, der kunne gøre et så stort mirakel med en mand, der var en af deres egne, og som de kendte godt. Det irriterede farisæerne grænseløst. Men de kunne ikke benægte underet. Der var jo sket en fuldkommen forvandling med manden.

I deres desperation undfanger de en raffineret løgn. De fortæller vidt og bredt, at Jesus umuligt kunne have uddrevet onde ånder af et menneske, uden han måtte være i ledtog med Beelzebul, selve de onde ånders fyrste.

Her er det da, at Jesus i sit ordskifte med disse mænd siger: »Al synd og bespottelse skal tilgives menneskene, men bespottelse mod Ånden skal ikke tilgives«.

Det er ikke så let helt præcist at definere, hvad Jesus mener med den synd, for hvilken der ikke er tilgivelse. Jeg tror, at vi ikke skal tage for håndfast på udlægning øg forklaring. Men vi ved, at Helligånden er givet os til vejledning og oplysning.

Den har sin gerning i hvert menneskes sind. Den skal overbevise os om synd, om retfærdighed og dom. Farisæerne vidste godt, at de talte usandhed om Jesus, og de tog løgn og djævel med i dette spil og betrådte dermed en vej, over hvilken der stod: Her gives ingen tilgivelse!

Sådan kan et menneske altså tale og arbejde mod Ånden og samtidig vitterligt vide, at det er usandhed. Det domfælder Åndens gerning i sit sind. Bespottelse mod Ånden er ikke en enkelt synd eller to, men en tilstand, hvor anger og bekendelse er kvalt, en tilstand af forhærdelse, hvor et menneske hader alt, hvad der hører Gud og hans rige til.

Mange kristne, langt flere end vi tror, har været i stærke anfægtelser, til tider i dyb sjælekval, fordi de mente, at de havde begået synden mod den Helligånd. Det er derfor, vi nu og da må standse overfor Jesu advarsel og hjælpe hinanden med ait fjerne den misforståelse, at vi er stedt i denne syndstilstand.

Det kan nemlig intet menneske være, der er i åndelig tvivl og anfægtelse. Den, der vil angre, den, der vil bekende sin synd, den, der i det hele taget vil have noget med Gud at gøre, har ikke begået den utilgivelige synd. Guds ånd viger ikke fra det menneske, der i sit hjerte endnu har selv det allermindste suk til Gud i bøn.

Der er ikke nogen større ængstelse hos os end ængstelsen over, at Gud er vegen fra os. Og der er ikke noget, vi frygter mere, end at vi skulle være under hans fordømmelse. Men vor tro svigter så ofte.

Jeg tør ikke indestå for rigtigheden af, hvad jeg hørte i en prædiken for mange år siden, om biskop Peder Christian Kierkegaard i Aalborg, der ligesom broderen, Søren Kierkegaard, bar på en tung sjælelig og åndelig byrde, en tung arv. Han kæmpede så ofte med tvivl og var tit i svære anfægtelser for sin tro og sin frelse.

En nat vågnede hans hustru og så, at hendes mand endnu ikke var kammen op fra sit arbejdsværelse. Hun gik ned til ham og fandt ham siddende ved sit arbejdsbord og var død. Foran ham lå hans bibel, slået op på 1. Johs. 3, 19-20, og ordene var understreget:

»Derpå skal vi kende, at vi er af sandheden; og da kan vi for hans åsyn stille vore hjerter tilfreds, hvad end vort hjerte måtte fordømme os for; thi Gud er større end vort hjerte og kender alt«.

Om historien er korrekt, får stå hen, men ordet, som Johannes giver os, er en lysende og levende sandhed. Og vil vi sandheden, kan vi for Guds ansigt stille vore hjerter tilfreds, hvad end vort hjerte måtte fordømme os for, for Gud er større end vort hjerte.

Vi syntes måske ikke, at der er videre velsignelse at hente i vort evangeliestykke. Og dog!

Når mian en aften går fra en oplyst stue ud i mørket, kan mørket forekomme os så tæt, at man til at begynde med må famle sig frem. Men efterhånden lyser stjernerne op, så man kan se langt omkring sig, og mørket synes ikke længere så dystert. —

Færdes man med Jesus i denne hans mørke aften og lytter til hans ord, lyser og tindrer den ene stjerne efter den anden, og mørket er ikke længere mørkt. Her er ordet om tilgivelse uden grænser, og om det gode træ og dets gode frugt. Og med talen om Jonas og dronningen fra syden lyser ordene: Se, her er mere end Jonas« og »her er mere end Salomon«.

Ja, her er netop mere end alle andre og mere end al verdens visdom og kløgt. Her er Kristus, ham, der tænder stjerner af løfter og forjættelser for os — og siger til dig og mig, netop nu:

»Jeg giver dem evigt liv, og de skal i al evighed ikke fortabes, og ingen kan rive noget ud af min faders hånd«.    

 N. M.

Bragt i Kristelig Talsmand, 28. august 1970