Metodisthistorisk Selskab

Atter nærmer vi os Julen og Slutningen af dette Aar for at gaa ind i et nyt Aar. Det vil næppe blive en glædelig Tid. Flere Mennesker end nogen Sinde før har Sorg, og der hviler en tung Byrde paa hele Verden. Nødens Raab og Smertens Suk stiger op mod Himlen. Men fra den menneskelige Elendighed skuer vi op til vor guddommelige Frelser. Barnet fra Betlehem er Slægtens eneste Haab. Det Lys, som skinnede hin Nat over Judas Høje, skinner endnu i Dag, og er det eneste Lys, som viser Vejen ud af Mørket. Gud er vor Tilflugt og vor Frelses Klippe, lige som han var i de mørkeste Dage i Salmistens Liv, i Martyriets og Forfølgelsens Dage, i Reformationens Kampdage. Vi har lige fejret Reformationsjubilæet. Lad os ikke glemme, at vi har den samme Gud, de samme evangeliske Forjættelser, den samme Frelser; at Jesus Kristus er den samme i Gaar og i Dag, ja til evig Tid. Trods al Verdens Nød og alle Bryderier og Vanskeligheder ser vi op og opløfter vore Hoveder, fordi vi ved, at vor Forløsning st...

Den 18. December er det 25 Aar siden, at vor Kirke, som den nu er, blev indviet. I 16 Aar havde Menigheden haft et hyggeligt og passende Hjem i det gamle Kapel, men det var efterhaanden blevet for lille for den stadig voksende Menighed, og saa besluttede man sig, efter flere Aars Overvejelser, til at bygge en Tilbygning ud i den store Have, der hørte til Kapellet. Grundstenen blev nedlagt af Pastor Bast, som den Gang var Menighedens Forstander, den 22. Juni 1892 og allerede hen i December Maaned s. A. var Kirken saa vidt færdig, at den kunde tages i Brug til Gudstjeneste. Dette skete, som nævnt, den 18. December. Superintendent Christensen talte ved den Lejlighed over Ordene i Ef. 2, 8-10. Det var et overordentlig stort Frem skridt fra det forholdsvis lille, lavloftede Lokale, hvor Forsamlingerne som Regel var saa tæt pakkede, at det kneb med at faa den fornødne Luft, at flytte ind i den store nye Kirke, hvor der kunde skaffes Plads til 700 a 800 Mennesker. I dette...

Nu er Jubilæet forbi. Menighed med Vennekreds er passeret den 25. Milepæl for Betaniakirkens Bestaaen paa dens Vandring mod det nye og forjættede Land. — Et Livsafsnit for os er afsluttet og et nyt er begyndt, hvor nye Opgaver og maaske uanede Muligheder vil vise sig. Gud give, at vi belært af de svundne Aar, maa ruste os til de nye Arbejdsdage, thi Festdagene er kun faa, men Arbejdsdagene er de mange, dog i Guds Kraft og ved Aandens Bistand skal selve Arbejdsdagene blive kronede med Naade og Frelse. I Ugen før Jubilæumsdagen den 11. Decbr. havde vi en Række godt besøgte Møder, hvor Præsterne Bast, Gaarde og Iversen til stor Velsignelse førte Ordet iblandt os. — Med Forventning samledes paa selve Festdagen saa mange, som Betaniakirken kunde give nogenlunde taalelig Plads til, og Festen kan betegnes som en hyggelig og velsignet Vennefest med Jesus i hans Venners Kreds. Efter at Pastor Nielsen havde budt Velkommen og paa Menighedens Vegne udtalt sin Tak til enhver, der havde været ...

Hvorledes skal jeg møde og favne dig, min skat? Du skønne morgenrøde mod al min jammers nat! Min Jesus, sig, hvorledes mit arme hjerte skal opsmykkes og beredes dig til en brudesal! Dit Sion palmer svinger til evig sejers tegn, og frydens tone klinger i nådens blide egn; mit hjerte dig til ære skal grønnes som en skov, og alt mit liv skal være din kærlighed til lov. Jeg lå i bånd og fængsel, da førte du mig ud; jeg stod i spot og trængsel, da tog du mig til brud; for mig at få ophøjet du bar min skam og brøst; hvad du så tungt har pløjet, er mig en evig høst. Ej andet fra dit rige har draget dig herned end din den uden lige grundløse kærlighed. Da jeg i mørkets sæde og Satans rige sad, da kom du selv, min glæde, og gjorde mig så glad. Kom, bange sjæl, at skrive dig det i hjertet ind, lad denne glæde blive i hjerte, sjæl og sind: at hjælpen er til stede, at Jesus selv er her, han vil dig trøste, glæde og altid have kær! Du skal ej heller kl...

Vor Kirkes Aarsfest, der fejredes Søndag den 9. Decbr. .blev en virkelig Højtidsdag for os. Om Formiddagen prædikede vor Forstander, Pastor Særmark, over Ef. 6 om: »En Kristens Kamp og Rustning.«  Det var en inspirerende Prædiken, der manede til aandelig Fornyelse og Inderlighed i Gudsdyrkelse, der er Betingelser for Menighedens Vækst indadtil som udadtil. Kl. 3 Eftrm. samledes vi til Menighedsmøde med Nadverens Uddeling. Saa godt som hver Plads i Kirken var optaget, væsentlig af Medlemmer og Prøvemedlemmer fra vor store Virkekreds. Ved denne Lejlighed talte Pastor Særmark om Hemmeligheden ved Guds Børns Liv og Kraft. Aftenmødet, der af Hensyn til vore Venner fra Landet blev afholdt Kl. 6 Eftrm., samlede atter Kirken fuld, og Teksten, 100. Ps., »gaar ind ad hans Porte med Pris, ad hans Forgaarde med Lovsang« passede vist for de Følelser, der fyldte Forsamlingen, idet vi mindedes de 22 Aar, Menigheden havde bygget under dette Kirketag. Flere af dem, der var med fra Begyndelse...

Det er adventtid nu. Men mon vi rigtig tænker over, hvad advent betyder? Det er et latinsk ord og betyder »komme«, og der tænkes i denne forbindelse altså på Jesu komme, på julen. Allerede i det 5. århundrede indførtes advent i den kristne kirke. Det skulle altså være en forberedelsestid før julen, og man gjorde meget ud af den tid. Det kan jo ikke siges, at vi ikke forbereder os til julen. Skønt vi kun endnu er i november, da disse linier skrives, møder man »jul« alle vegne, og travlheden er begyndt. Den synes at begynde tidligere år for år. Og senere tager den til, så det tilsidst går i et forrygende tempo. Jo, menneskene forbereder sig rigtignok tit julen. Men forbereder vi os til Jesu komme? Bereder vi vore hjerter for en højtid, der er mere end god mad, lys og glimmer? Nej, det synes, som om julens sande højtid, evangeliet om Jesus, ordet, der blev kød og tog bolig iblandt os, drukner i materialisme og selvoptagethed, og denne ånd er trængt dybt ind i menighedens hjerte. ...