Gå videre til hovedindholdet

Biskop Muzorewa på besøg i Jerusalemskirken (1976)

Det var meget spændende, da hr. Poul Brandrup fra Dansk Ungdoms Fællesråd telefonerede og sagde, at biskop Muzorewa ville komme til København med kort varsel fra sit forhandlingsmøde i Geneve.

Besøget løb af stabelen lørdag den 4. og søndag den 5. december. Forinden blev det udvirket, at der blev reception ved en frokost i Udenrigsministeriet, hvortil også undertegnede var indbudt sammen med biskop Muzorewa og de af hans medhjælpere, der var med i København.

Udenrigsminister K. B. Andersen var selv til stede og holdt en smuk lille tale for biskoppen og for hans indsats for Zimbabwes eller Rhodesias befrielse. Dette var fredag den 3. december.

Lørdag den 4. december var der indbudt til et møde i vore ungdomslokaler på 4. sal. Mødet var sat til kl. 15, men på grund af biskoppens stærke optagethed - han sad stadig kl. halvfire til møde i Ungdommens Fællesråd - blev mødet noget forsinket.

Vi drak i mellemtiden en kop kaffe, og de, der ventede, blev ikke skuffede, men fik et levende indtryk af den mand, der med liv og sjæl har identificeret sig med sit folk og er gået ind i dets lidelser og er blevet dets kårne leder. Om han også til sin tid bliver den, der får lov at lede en kommende majoritetsregering for Zimbabwe, er naturligvis et åbent spørgsmål.

Men foruden biskoppens spørgsmålstime den lørdag eftermiddag fik vi søndag formiddag en stærk prædiken ud fra Mattæus kap. 16:24-25: Da sagde Jesus til sine disciple:
»Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig! Thi den, som vil frelse sit liv, skal miste det; men den, som mister sit liv for min skyld, skal bjærge det«.
Ved en middag i Ruth og Henning Bjernos hjem fik jeg lejlighed til at forhøre mig lidt om Metodistkirkens forhold i Rhodesia:

Biskop Muzorewa, hvor mange metodistkirker er der i Zimbabwe?

Der er 5 forskellige, nemlig vor egen kirke, Den Forenede Metodistkirken, og den, der er udgået fra Englands missionsarbejde. Så er der den afrikanske, biskoppelige Metodistkirke, der støttes af de sorte i USA. Der er den afrikanske metodistkirke, der er brudt ud af den engelske metodistkirke på stedet, og endelig er der de frie metodister. Foruden dem er der adskillige andre kirkesamfund, hvorimellem den anglikanske kirke spiller en fremtrædende rolle.

Hvordan trives det åndelige liv i kirkerne?

Der er et meget stærkt åndeligt liv, specielt er bønnebevægelsen stærk i Den Forenede Metodistkirke. Søndag morgen ved daggry samles folk i store skarer til forbøn for gudstjenesten. Fredag ved daggry er det især kvinderne, der samles til bøn. Denne bevægelse har også spredt sig til andre kirker. Bønnebevægelsen startede blandt de studerende ved det teologiske seminarium og bredte sig derfra til andre grupper.

Hvordan er kirkernes forhold til biskoppens arbejde i det afrikanske nationale råd?

Folk støtter os i dette arbejde, og mens konferencen er i Geneve, samles folk i hvert fald 2 gange om ugen til bøn, og dette gælder så vel folk, der har overgivet sig til Kristus som mange, mange andre.

Hvor stærk er metodismen i Zimbabwe?


I vor kirke er der alt iberegnet ca. 50.000 i konferencen. Der er over 400 kirker.

Hvordan ser biskoppen på kirkens fremtid?

Der vil være en fremtid for kirken. Når hvide kristne optræder ansvarligt, er de accepteret og vil blive det. Der er i øjeblikket mange unge, der føler kaldet til at blive præster, ja, så mange, at vi ikke kan klare det økonomisk for øjeblikket. Præsterne må nemlig have 5-6 kirker hver, ellers går det ikke økonomisk, men havde vi penge til det, kunne vi have en præst ved hver kirke.

Hvordan uddannes præsterne?

Der er i dag et interkonfessionelt præsteseminarium, hvis rektor er metodist, men tidligere var seminariet metodistisk og Kåre Eriksen fra Norge var dets rektor. Seminariet har i øjeblikket ca. 30 studenter fra de forskellige kirkesamfund.

Hvor mange missionærer er der fra fremmede lande?

Vore missionærer kom fra Skandinavien, jeg blev selv hjulpet til verden af en svensk jordemor. Desuden kom de fra Schweitz og USA. Der har tidligere været mere end 100 missionærer. I dag er der vel ca. 30.

Erik Kyst.


Bragt i Kristelig Talsmand, december 1976

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Søster Ane Thomsen

Søster Ane Thomsen 2. marts 1879 - 31. august 1959 Søster Ane Thomsen blev født i Stenum den 2. marts 1879. Hvornår søster Ane begyndte på sygeplejen, ved jeg ikke, men 1909 meldte hun sig til Bethaniaforeningen under forudsætning af, at hun måtte beholde sit arbejde som hjemmesygeplejerske i Løkken og omegn. Efter en sygdomsperiode i 1912 kom hun til Frederikshavn, hvor hun gik i privatpleje, indtil hun i 1921 fik ansættelse på »Fremtidshåb«, et nyt børnehjem sorterende under Centralmissionen. Hjemmesygeplejen var en god forberedelse til arbejdet i et stort hjem med mange børn, og søster Ane har fyldt sin plads som få. Hun elskede sine børn, delte sorger og glæder med dem fra den dag, de kom ind, og så længe hun levede. Søster Ane og hendes børn, svigerbørn og børnebørn havde den glæde, at hun fik lov at opleve sin 80 års dag, og det var en festdag for dem alle. Mere end 40 børn og svigerbørn kom med gaver, sange og blomster og ikke mindst med tak for kærlighed og forbøn ge...

Anton Bast

Anton Bast fødtes i Løkken den 8. september 1867. Hans forældre var skomager Nicolai Thomsen Bast og hustru Dorthea Marie Kjeldsen. Hjemmet var — som mangfoldige andre dengang — fattigt. Der var 12 børn, og det kneb ofte med udkommet. En journalist skrev engang om Anton Bast: „Allerede som 8 års dreng måtte den lille Anton ud at tjene hos bønderne. Han har selv fortalt mig, at hans første kongelige løn for en hel udslagen sommer var, siger og skriver, 4 (fire) kroner og et par træsko..." Efter sin konfirmation var Anton Bast en tid fisker, senere kom han i manufakturlære. Men meget tidligt stod det ham klart, at han ville læse til præst i Metodistkirken, og det kald kom han ikke udenom. Han blev optaget på kirkens nyoprettede teologiske skole i København, hvorfra han dimitteredes i 1890 og blev ansat ved menigheden i Vejle. Han var da 23 år gammel. Den længste virketid uden for København havde han i Odense, og her oplevede han en virkelig stor tid. Han gjorde sig på mange m...

Officielle Hverv

Superintendent J. J. Christensen - del 8 Af C. Nielsen I Sommeren 1873 blev der paa Initiativ af den nye Superintendent Karl Schou afholdt et Distriktsmøde i Svendborg, hvortil de ordinerede og uordinerede Menighedsforstandere samt en Del Hjælpere i Menighederne — ialt en halv Snes Personer — havde givet Møde. Dette var Begyndelsen til den lange Række Distriktskonferencer, Missionair-Møder, Biskopsmøder, Præstemøder, Aarsmøder, Missionskonferencer, Aarskonferencer, Efteraarsmøder m. m. — Navnene har været forskellige — der har været afholdt siden. I „Historisk Aarsskrift“ 1933 Side 51 har Pastor Mann givet en interessant Skildring af dette første Møde og hvilken Betydning det fik for Virksomheden. Til denne henviser jeg. Forhandlingerne ved disse Møder var ofte ret livlige, men det syntes ikke, som J. J. Christensen har taget synderlig aktiv Del i dem udover at læse den skrevne Indberetning fra den Menighed, han betjente, hvilket var Skik og Brug i adskillige Aar, og Afhandl...