Pastor P. M. S. Jensen - del 6
Af C. Nielsen
Menigheden i Vejle talte paa det Tidspunkt (1876) henimod tre Hundrede Medlemmer og Prøvemedlemmer; denne store Flok var spredt viden om:
I Vejle og nærmeste Omegn, i Østeregnen (Bjerre-Hatting Herreder), Vesteregnen (Egnen omkring Thyregod-Give) og Slesvig, hvor der afholdtes 3—4 maanedlige Møder. Der var paabegyndt Møder helt oppe i Vendsyssel, men Kredsen dér havde netop samme Aar faaet sin egen Mand, idet H. Hansen af Biskop Andrews havde faaet sin Virksomhed anvist dér.
I hans Sted kom P. M. S. J. til Vejle og fik anvist Østeregnen som sit særlige Virkefelt, dog foreløbig med Bolig i Vejle. Hen paa Foraaret 1877 flyttede han til Landsbyen Neder-Vrigsted, der laa midt i Kredsen, og havde saaledes betydelig lettere ved at komme omkring til Medlemmer og Venner, der for Størstedelen boede i Bjerre Herred, men ogsaa en Del i Hatting og Thyrsting Herred.
Gamle Folk har fortalt mig om, hvorledes de som Børn og unge ofte mødte den lille Præst fra Neder-Vrigsted. Ret ofte kom han ridende paa sin lille Hest (lig sin Kirkefader Wesley, som han gerne vilde ligne i alle Henseender, ogsaa i denne), til andre Tider, f. Eks. naar hans Hustru var med paa Missionsturen, kørte han.
Det hed om den lille Hest, at den bestemt vidste, hvor alle Metodisterne boede, saa han kunde godt have givet den frie Tøjler, den skulde nok have fundet frem baade ved Sommer- og Vintertide; baade ved Dag og ved Nat. Han færdedes ude i al Slags Vejr. Var der bestemt Forsamling, skulde han frem, hvordan end Vejret var. Og det kunde jo stundom blive haardt.
Det hændte saaledes, at han en Vinteraften kørte fast i nogle mægtige Snedriver i Nærheden af Landsbyen Hornum. Hans Hustru var med. De havde lang Vej hjem; hvad skulde de gøre? Hvad andet vel end spænde Hesten fra, kvittere Vognen, sætte Hustruen paa Hesten og lede den ind til Byen, hvor man fik Folk banket op og fik Nattelogi.
Naa, det var jo ikke anderledes end i vore Dage, — i Jernbanens og Bilernes Dage — hvor man kan være ude for i dagevis at være hindrede i at befare Vejene. Tit saa man P. S. M. J. tilfods. Felix Sindahl, i mange Aar Medlem af Hornsyld Menighed, mødte ham ofte som Dreng. Han, den lille fattige Københavnerdreng, der var sendt til Jylland og af Sogneraadet var bortliciteret til den Bonde, der forlangte mindst for at have ham, var meget betaget af den lille pæne Præst med høj Hat og smuk sort Frakke paa.
Han var nok forøvrigt ikke den eneste, hvem Klædedragten faldt i Øjnene. Metodistprædikanterne paa den Tid markerede som Regel deres præstelige Stilling ved bl. a. at have aaben Vest, saa Skjortebrystet var meget synligt. En Kone havde lagt Mærke hertil og fortæller en Nabokone (lidt syrligt): „— og ka do tænk dæ, hans (P. M. S. J.s) Skjotbryst naaed li’e ni’e te æ Bovselinning.“ Det var vist nok Toppunktet af Verdslighed i hendes Øjne.
Hvor meget eller hvor lidt P. M. S. J. var optaget af sin Klædedragt, véd jeg ikke, men at han ogsaa tænkte paa andre Ting, fik de gode Bjerre-Herreds-Folk snart at mærke.
Han holdt Møder alle Vegne omkring i sit store „Sogn“, først og fremmest i Hornsyld, hvor Virksomheden siden 1872 havde haft til Huse i det dejlige Kapel, som Gaardejer Niels Simonsen i Hornsyld skænkede Venneflokken, før han og hans store Familie udvandrede til Amerika, men ogsaa i Løgballe, hvor man havde købt et Hus, som blev indrettet til Kapel og Skole for Menighedens Børn og til Bolig for Lærerinden.
Og dernæst rundt om i hele Herredet, samt i Ring og Føvling i Thyrsting Herred, hvor der boede nogle Metodistfamilier, der aabnede deres Huse for Ordets Forkyndelse for baade voksne og Børn (Søndagsskole).
Naar han skulde besøge disse Venner, kom han gerne gennem Horsens, hvor der endnu ikke fandtes nogen Virksomhed af Metodistkirken. Dette kunde Jensen ikke bære over sit Hjerte. Han talte med sine Venner om Sagen, og inden længe blev Arbejdet paabegyndt i denne By, der senere blev Centrum for Metodistkirkens Arbejde paa denne Egn. Modermenigheden i Hornsyld blev Anneks til Datteren i Horsens og blev betjent med Ordet dels af sin mangeaarige Lokalprædikant, Ole Peter Olesen, og dels af Menighedens Forstander, der nu boede i Horsens.
I 1880 flyttede Jensen fra Kredsen, men indtil da holdt han trolig og trøstig ved med sit omfattende Arbejde baade i By og paa Land. Det er ikke Stedet her at skildre hverken Horsens eller Hornsyld Menigheds Historie.
Jeg gør kun opmærksom paa, at P. M. S. J. var den, der plantede Metodismens Fane i Horsens By; det var en af de Byer, hvor han blev Banebryder. En anden var Randers.
Medens P. M. S. J. var ret flittig til at sende Meddelelser om sin Virksomhed til Kirkens Blad, „Missions-Tidende“, medens han var paa Langeland, leder man forgæves efter noget fra hans Haand i de første tre Aar, han gjorde Tjeneste i Hornsyld Kreds. Men fra anden Side, særlig fra Redaktøren af Kirkens Blad, foreligger der en Del Udtalelser, der viser, at han arbejdede med stor Energi, og at Arbejdet ogsaa bar gode Frugter.
Redaktøren, Pastor Schou, skriver saaledes i Kirkebladet, der nu har skiftet Navn og hedder „Missionsvennen“, følgende (Septbr. Nr. 2, 1877):
Den viser, at Evangeliets Forkyndelse har baaret herlig Frugt i Menneskers Omvendelse, og at de troende lever et velsignet Samfundsliv indbyrdes. Menigheden talte da 97 Medlemmer, hvoraf de 14 var Prøvemedlemmer, og den vilde have været betydelig større, om ikke en stor Del af Medlemmerne var udvandret til Amerika.
Ved „Missionær-Mødet“, der dette Aar afholdtes i København (2. Septbr.) under Forsæde af Biskop Merrill, blev P. M. S. J. forflyttet til Frederikshavn. Under sit Ophold i Hornsyld Kreds var han blevet optaget som fuldstændig Medlem af Aarskonferencen og ordineret til Diakon (1877 i København) og til Ældste (1880 samme Sted).
Han var saaledes fuldtkvalificeret (i det ydre) til at optage Gerningen i den hurtigt opblomstrende Menighed i Frederikshavn, og hvad de indre Kvalifikationer angaar, har vi set, at han var i Besiddelse af Aandens Kraft, saa man allerede paa det Tidspunkt begyndte at regne med ham som en betydelig Sjælevinder.
Det sidste Vidnesbyrd om hans Virksomhed i Bjerre Herred har vi fra Superintendenten, der i en Rejsekorrespondance skriver følgende:
Af C. Nielsen
Menigheden i Vejle talte paa det Tidspunkt (1876) henimod tre Hundrede Medlemmer og Prøvemedlemmer; denne store Flok var spredt viden om:
I Vejle og nærmeste Omegn, i Østeregnen (Bjerre-Hatting Herreder), Vesteregnen (Egnen omkring Thyregod-Give) og Slesvig, hvor der afholdtes 3—4 maanedlige Møder. Der var paabegyndt Møder helt oppe i Vendsyssel, men Kredsen dér havde netop samme Aar faaet sin egen Mand, idet H. Hansen af Biskop Andrews havde faaet sin Virksomhed anvist dér.
I hans Sted kom P. M. S. J. til Vejle og fik anvist Østeregnen som sit særlige Virkefelt, dog foreløbig med Bolig i Vejle. Hen paa Foraaret 1877 flyttede han til Landsbyen Neder-Vrigsted, der laa midt i Kredsen, og havde saaledes betydelig lettere ved at komme omkring til Medlemmer og Venner, der for Størstedelen boede i Bjerre Herred, men ogsaa en Del i Hatting og Thyrsting Herred.
Gamle Folk har fortalt mig om, hvorledes de som Børn og unge ofte mødte den lille Præst fra Neder-Vrigsted. Ret ofte kom han ridende paa sin lille Hest (lig sin Kirkefader Wesley, som han gerne vilde ligne i alle Henseender, ogsaa i denne), til andre Tider, f. Eks. naar hans Hustru var med paa Missionsturen, kørte han.
Det hed om den lille Hest, at den bestemt vidste, hvor alle Metodisterne boede, saa han kunde godt have givet den frie Tøjler, den skulde nok have fundet frem baade ved Sommer- og Vintertide; baade ved Dag og ved Nat. Han færdedes ude i al Slags Vejr. Var der bestemt Forsamling, skulde han frem, hvordan end Vejret var. Og det kunde jo stundom blive haardt.
Det hændte saaledes, at han en Vinteraften kørte fast i nogle mægtige Snedriver i Nærheden af Landsbyen Hornum. Hans Hustru var med. De havde lang Vej hjem; hvad skulde de gøre? Hvad andet vel end spænde Hesten fra, kvittere Vognen, sætte Hustruen paa Hesten og lede den ind til Byen, hvor man fik Folk banket op og fik Nattelogi.
Naa, det var jo ikke anderledes end i vore Dage, — i Jernbanens og Bilernes Dage — hvor man kan være ude for i dagevis at være hindrede i at befare Vejene. Tit saa man P. S. M. J. tilfods. Felix Sindahl, i mange Aar Medlem af Hornsyld Menighed, mødte ham ofte som Dreng. Han, den lille fattige Københavnerdreng, der var sendt til Jylland og af Sogneraadet var bortliciteret til den Bonde, der forlangte mindst for at have ham, var meget betaget af den lille pæne Præst med høj Hat og smuk sort Frakke paa.
Han var nok forøvrigt ikke den eneste, hvem Klædedragten faldt i Øjnene. Metodistprædikanterne paa den Tid markerede som Regel deres præstelige Stilling ved bl. a. at have aaben Vest, saa Skjortebrystet var meget synligt. En Kone havde lagt Mærke hertil og fortæller en Nabokone (lidt syrligt): „— og ka do tænk dæ, hans (P. M. S. J.s) Skjotbryst naaed li’e ni’e te æ Bovselinning.“ Det var vist nok Toppunktet af Verdslighed i hendes Øjne.
Hvor meget eller hvor lidt P. M. S. J. var optaget af sin Klædedragt, véd jeg ikke, men at han ogsaa tænkte paa andre Ting, fik de gode Bjerre-Herreds-Folk snart at mærke.
Han holdt Møder alle Vegne omkring i sit store „Sogn“, først og fremmest i Hornsyld, hvor Virksomheden siden 1872 havde haft til Huse i det dejlige Kapel, som Gaardejer Niels Simonsen i Hornsyld skænkede Venneflokken, før han og hans store Familie udvandrede til Amerika, men ogsaa i Løgballe, hvor man havde købt et Hus, som blev indrettet til Kapel og Skole for Menighedens Børn og til Bolig for Lærerinden.
Og dernæst rundt om i hele Herredet, samt i Ring og Føvling i Thyrsting Herred, hvor der boede nogle Metodistfamilier, der aabnede deres Huse for Ordets Forkyndelse for baade voksne og Børn (Søndagsskole).
Naar han skulde besøge disse Venner, kom han gerne gennem Horsens, hvor der endnu ikke fandtes nogen Virksomhed af Metodistkirken. Dette kunde Jensen ikke bære over sit Hjerte. Han talte med sine Venner om Sagen, og inden længe blev Arbejdet paabegyndt i denne By, der senere blev Centrum for Metodistkirkens Arbejde paa denne Egn. Modermenigheden i Hornsyld blev Anneks til Datteren i Horsens og blev betjent med Ordet dels af sin mangeaarige Lokalprædikant, Ole Peter Olesen, og dels af Menighedens Forstander, der nu boede i Horsens.
I 1880 flyttede Jensen fra Kredsen, men indtil da holdt han trolig og trøstig ved med sit omfattende Arbejde baade i By og paa Land. Det er ikke Stedet her at skildre hverken Horsens eller Hornsyld Menigheds Historie.
Jeg gør kun opmærksom paa, at P. M. S. J. var den, der plantede Metodismens Fane i Horsens By; det var en af de Byer, hvor han blev Banebryder. En anden var Randers.
Medens P. M. S. J. var ret flittig til at sende Meddelelser om sin Virksomhed til Kirkens Blad, „Missions-Tidende“, medens han var paa Langeland, leder man forgæves efter noget fra hans Haand i de første tre Aar, han gjorde Tjeneste i Hornsyld Kreds. Men fra anden Side, særlig fra Redaktøren af Kirkens Blad, foreligger der en Del Udtalelser, der viser, at han arbejdede med stor Energi, og at Arbejdet ogsaa bar gode Frugter.
Redaktøren, Pastor Schou, skriver saaledes i Kirkebladet, der nu har skiftet Navn og hedder „Missionsvennen“, følgende (Septbr. Nr. 2, 1877):
„Brødrene Thaarup og Jensen have i Forbindelse med mig (Pastor Schou var paa den Tid Forstander for Menigheden i Vejle) prædiket her i Menigheden, men siden April har Jensen især prædiket i Bjerre Herred, hvor han bor.
Gud har velsignet hans Virksomhed, og Brødrene der ere forenede i Kjærlighed og stræbe med hverandre at fremme Guds Rige. Nogle nye Prædikepladser ere aabnede der omkring paa Landet, hvor det synes, at Folkene føle stor Trang til at høre Guds Ord.“I Januar Nr. 1879 af „Missionsvennen“ er der en ny Meddelelse fra Redaktøren, hvor det hedder (S. 14):
„I Horsens blev der sidst i Aaret (1878) for første Gang uddelt Nadvere til den lille Skare af Troende. Det var en meget velsignet Aftentime og bar i sig, syntes det, Løftet om mange og salige Stunder. Pastor Jensen, som virker i Hornsyld, Løgballe og andre Steder, har paabegyndt Arbejdet her, og Gud har hidindtil velsignet hans Gjerning rigelig ----
Denne Menighed (Hornsyld-Horsens), som nu tæller 72 i fuld Forening og 15 paa Prøve, har tidligere staaet i Forbindelse med Menigheden i Vejle, men er i Efteraaret blevet skilt fra den og organiseret med egen Kvartalskonference. Guds Fred og Kjærlighed hersker blandt Brødre og Søstre og knytter Hjerterne til hverandre med faste Baand. Guds Fred hvile over disse kjære Guds Børn!“I Sommeren 1879 blev der bygget Præstebolig i Forbindelse med Kapellet i Hornsyld, og Forstanderen flyttede nu hertil og boede her det sidste Aar, han betjente Menigheden. Endelig i 1880 kommer der en Meddelelse fra P. M. S. J. selv angaaende hans Virksomhed. Den er interessant, men for lang at gengive her.
Den viser, at Evangeliets Forkyndelse har baaret herlig Frugt i Menneskers Omvendelse, og at de troende lever et velsignet Samfundsliv indbyrdes. Menigheden talte da 97 Medlemmer, hvoraf de 14 var Prøvemedlemmer, og den vilde have været betydelig større, om ikke en stor Del af Medlemmerne var udvandret til Amerika.
Ved „Missionær-Mødet“, der dette Aar afholdtes i København (2. Septbr.) under Forsæde af Biskop Merrill, blev P. M. S. J. forflyttet til Frederikshavn. Under sit Ophold i Hornsyld Kreds var han blevet optaget som fuldstændig Medlem af Aarskonferencen og ordineret til Diakon (1877 i København) og til Ældste (1880 samme Sted).
Han var saaledes fuldtkvalificeret (i det ydre) til at optage Gerningen i den hurtigt opblomstrende Menighed i Frederikshavn, og hvad de indre Kvalifikationer angaar, har vi set, at han var i Besiddelse af Aandens Kraft, saa man allerede paa det Tidspunkt begyndte at regne med ham som en betydelig Sjælevinder.
Det sidste Vidnesbyrd om hans Virksomhed i Bjerre Herred har vi fra Superintendenten, der i en Rejsekorrespondance skriver følgende:
„Næste Morgen (Søndag) Kl. 9 forsamledes Menighedens Medlemmer i Kapellet i Hornsyld for at deltage i en Kjærlighedsfest forinden Gudstjenesten. Med Rette kunde Mødet betegnes en Kjærlighedsfest, derom bar hvert Ord Vidne, som Brødre og Søstre talte. Guds Kjærlighed opvarmede alle Hjerter, og Glædestaarer randt ved Bevidstheden om, at Gud var vor Frelser og Saliggjører.
Denne hjertelige Maade, hvorpaa der blev talt om Guds store Naade imod dem, maatte røre ethvert Hjerte, og navnlig gav det sig tilkjende, da Br. Jensen, Menighedens Forstander, talede og bød Menigheden Farvel.
Efter at have tilbragt to Timer i kristelig Samtale blev der prædiket, og Nadveren blev uddelt til Menigheden. .... Menigheden i Østeregnen, som denne Menighed gjerne kaldes, har haft en god Fremgang, medens Jensen har virket der; dens Antal er blevet betydelig forøget, og dens aandelige Liv har efter alle Tegn at dømme haft en frodig Væxt.“
Kommentarer
Send en kommentar