lørdag den 22. november 2014

Religiøse Forhold paa Langeland


Ole Peter Holm Larsen,
kaldet Peter Larsen Skræppenborg.
Vækkelsesprædikant og bonde,
født i Odense 1802,
bonde på Skræppenborg i Tommerup,
ejede Donsgaard i Dons fra 1841 til 1873,
hvor han døde.
Pastor P. M. S. Jensen - del 4

Af C. Nielsen

I Slutningen af det attende Aarhundrede og første Halvdel af det nittende gik der en stærk religiøs Vækkelse hen over Fyn og omliggende Øer.

Den begyndte paa Kertemindeegnen og bredte sig derfra over hele Øen undtagen nord- og vestpaa mellem Odense og Bogense, den saakaldte „Sletten“, som synes at have været ganske uberørt af Bevægelsen.

Det var særlig to Mænd, der blev de første Befordrere af Vækkelsen, en gammel Ungkarl ved Navn O. H. Svane, Skomager i Kerteminde, og dennes langt yngre Ven og Discipel, Tømmermanden Chr. Madsen. Det var de saakaldte „Forsamlingsfolk“, hvis Virksomhed i det sydøstlige Jylland jeg tidligere har omtalt.

Efterhaanden sluttede mange sig til Forsamlingsfolkene eller „de gudelige Forsamlinger“, som Bevægelsen ogsaa kaldtes, og flere ret betydelige og indflydelsesrige Mænd blev vundne, bl. a. den senere saa bekendte Lægprædikant og dygtige Gaardmand Peter Larsen Skræppenborg fra Brylle ved Odense.

I Aaret 1837 kom Bevægelsen til Langeland. Her blev bl. a. to Mænd vundne, den blinde Jens Sørensen Dyrholm og Smedeenkens Søn fra Simmerbølle, Anders Madsen. Begge sluttede sig senere til Baptisterne, der ligeledes i denne Tid (1839) optog Virksomhed paa Øen. Førstnævnte fortrød dog snart dette Skridt, traadte ud af Baptistmenigheden og sluttede sig til Indre Mission, hvor han til sin Død virkede som Koh portør.

Det var en stærk aandelig Bevægelse, der gik hen over Langeland i disse Aar. Skræppenborg fortæller herom:
„Jeg var næsten bange for at være der; men ikke af anden Aarsag, end fordi min Tro var for svag. De traadte Verden og Djævelen i den Grad under Øjnene, at jeg var bange for, at de skulde blive alt for vrede og rasende.“
Der blev klaget baade over Baptisterne og „Forsamlingsfolkene“ til Autoriteterne, og Resultatet var Fængsel og Bøder i lange Baner.

Men ikke blot fra Øvrighedens Side fo’r man haardt frem imod de vakte, ogsaa Kirkens Tjenere viste sig saare ofte som Fjender af det nyvakte Liv.


P. Larsen Skræppenborg fortæller om en betegnende og saare kostelig Oplevelse, han havde med Præsten paa den lille Ø Lyø.

Der var paa Øen nogle faa, som havde faaet Lyst til Guds Ord, hvorfor de sendte Bud efter Skræppenborg om at komme og holde gudelig Forsamling derovre. Da Præsten hører det, siger han følgende fyndige og betegnende Ord:
„Nej, lad det Skarn blive borte og ikke komme og gøre Ufred her paa min Ø.“ 
Skræppenborg lod sig imidlertid ikke afskrække af denne gejstlige Enevældskonge, men kom, selv om han ikke var ganske rask; han havde en forfærdelig Tandpine. Saa snart han kommer i Land, møder Præsten ham og langer ham en vældig Ørefigen ud til Velkomst — saa Tandpinen forsvinder!
„Det er ikke saadanne Vaaben, De skal føre, Hr. Pastor“, siger Skræppenborg roligt; men Præsten føjer til: „Jeg ved nok, I Skarn ikke bryder jer om Præsterne; men jeg er Karantæne-Kommissær, og mig skal I respektere“.
„Det var heller ikke saa ilde,“ skriver Lindberg, som beretter denne Historie, at denne Præst beraabte sig paa sin Karantænemyndighed imod Kristendommen, som Verden altid fornægter som den allerfarligste Pestilens, om hvis Smitsomhed den ikke er saa stridig som om Kolerapestens.

Men trods al Modstand fra Øvrighedens og Præsternes Side bredte det aandelige Røre sig til alle femten Kirkesogne paa Øen. Den holdt sig i nogle Aar, saa hørte den op som Bevægelse.

Nogle faa gik til Baptisterne og en Del gik vel tilbage til Verden igen, men mange vedblev at leve et stille gudfrygtigt Liv med deres Bibel og Opbyggelsesboger og Kingos Salmebog, som de gammeldags troende satte saa stor Pris paa.

Et Par Aartier senere høstede baade Grundtvigianerne og Indre Mission Frugt af den Udsæd, der havde fundet Sted i Trediverne og Fyrrerne, og da Metodisterne i Halvfjerserne begyndte Virksomhed paa Øen, fandt de Folk overalt, der med aabent Sind tog imod Budskabet, de havde at bringe.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar