Helliget Herren

Fra Ordinationsgudtjenesten Søndag Eftrm. i Jerusalemskirken.

DEN første Ordinationsgudstjeneste i den ny Jerusalemskirke fandt Sted Søndag den 16. Juli 1916, Eftermiddag Kl. 4½.  

Lige fra Metodismens første Dage har alle saadanne Begivenheder haft vort Folks største Interesse og den herlige Kirke, der netop synes opført til en saa højtidsfuld Indvielsesstund, var fyldt til allersidste Siddeplads.

Pastor Jens Nielsen indledede med Bøn, og derefter læste Br. Bast, Gaarde, Chr. Jensen. J. C. Iversen og L. C. Larsen de forskellige Afsnit i Kirkens ærværdige Ritual for Ældstes Ordination.

Derefter holdt Biskoppen følgende Tale:

Vi er samlede her i Eftermiddag for ved en højtidelig Ordinationsgudstjeneste at beskikke disse tre unge Brødre til at være Jesu Kristi Tjenere.

Vi kan ikke — selv ved den mest højtidelige Beskikkelsesmaade— give dem noget, som de ikke selv ejer.

Lad os derfor mindes, at lige som det er Gud, der har kaldet dem til Prædikegerningen, er det ogsaa ham, der skal give dem alt, hvad de behøver.

Denne højtidelige Indvielse finder Sted for at gøre deres Gerning mere stor og mere betydningsfuld i deres Bevidsthed.

Og medens vi her læser af Guds Ord og beder de Bønner, der er kommen ned til os gennem Aarhundreder, maa de selv indvi sig til Gud. Vi andre i den store Forsamling maa bede, at Guds Kraft maa komme over dem og fylde dem, saa de gør deres Gerning udelukkende til hans Ære.

Brødre! Jeg er vis paa, at det nu staar eder klart efter eders hidtidige Virksomhed, at det eneste, der duer noget, er den Hellig Aands Kraft.

Alle andre Kræfter er intet i Sammenligning med den. Men den Hellig Aand vil ikke fritage eder for at bruge al eders Kraft, Intelligens og alle eders Evner. Nej, ingenlunde.

Evangeliets Tjenere trænger i vore Dage til mere nidkær Hengivenhed i Tjenesten og Opmærksomhed paa alle Punkter end hidtil.

Vi kalder eder ikke til et let Stykke Arbejde, vi kalder eder ikke til en Gerning, hvor I blot behøver lidt Kraft og faa Evner, tvært imod vil Gud kræve al eders Tid og eders fysiske og intellektuelle Kræfter.

Den hellige Skrift lærer os, at de Mænd, der var fyldte af den Hellig Aand, tillige var kendte som udholdende Arbejdere i Herrens Vingaard. Den Hellig Aands Kraft viser sig ikke blot i ekstraordinære Aabenbaringsformer.

Vi spejder somme Tider ud i Mørket efter noget usædvanligt, men det er der ingen Grund til. Den Hellig Aands Kraft vil vise sig igennem eders Liv, Prædiken og Færd, saaledes at de Mennesker, der kommer i Berøring med eder, bliver oplyste om Guds Rige, og Sjæle frelses, og de Guds Børn, der hører eder, bliver til levende Vidner for Mesteren.

Den Hellig Aands Kraft vil vise sig derved, at der ud fra eders Tjenestegerning gaar en Indflydelse, der er med til at gøre Livet højere og rigere. Der maa staa skrevet over eders Liv, hvad der stod over Ypperstepræstens Pande:

Helliget Herren!

Brødre! Naar I bliver hellige Mænd for Gud, vil de Forsamlinger, I staar over for, uvilkaarlig føle, at de staar over for et af Guds Sendebud, og at Gud gennem eder kan føre sin Sag frem.

Lad denne Time blive en Stund til alvorlig Selvprøvelse og absolut Overgivelse til Gud.

Jeg beder Forsamlingen opløfte sit Hjerte i hellig Bøn for disse 3 Brødre, at de maa blive til hans Naades Pris. Lad det, der er øverst i eders Stemninger, og som behersker eders Sjæle, være Bøn for de unge Brødre. . .

Med Bevægelse hørte man nu oplæse af Kirkens Disciplin, hvilken Betydning og Vægt Kirken lægger paa Indvielsen af Herrens Tjenere.

 . . . Og nu formaner vi eder — lyder det i Disciplinen — atter i vor Herres Jesu Kristi Navn, at I kommer ihu, til hvor høj en Værdighed og til hvor vigtigt et Embede, I er kaldte, nemlig at være Herrens Sendebud, Vogtere og Husholdere; til at undervise og formane, føde og have Omsorg for Herrens Menighed; at føre de forvildede tilbage, opsøge de fortabte og altid være rede til at udbrede Evangeliet, det glade Budskab om Forsoningen med Gud.

Lad det derfor stedse være indprentet i eders Erindring, hvor stor en Skat der er anbetroet til eders Omsorg. . .

Overvej derfor dette Embedes Formaal med Hensyn til Guds Børn, til Kristi Brud og Legeme, og ser til, at I aldrig aflader fra eders Arbejde, Omsorg og Flid, indtil I har gjort alt, hvad I formaar overensstemmende med eders skyldige Pligt for at bringe alle dem, som er anbetroet eller skal anbetros til eders Omsorg, til saadan Enhed i Tro og Kundskab om Gud, og til en saadan Mands Modenhed og Fuldkommenhed i Kristus, at der ikke længere bliver Rum iblandt eder hverken for Vildførelser i Religion eller Udskejelser i Levned. . .

Med disse ærværdige Ord som Udgangspunkt blev der nu rettet forskellige Spørgsmaal til Kandidaterne, som besvaredes med høj og tydelig Stemme for Menigheden. Derefter var der stille Bøn, som afbrødes af Vekselfremsigelse af det lille Vers:

Kom, Hellig Aand, dig til OS vend,
med himmelsk Ild vor Sjæl antænd.

Sammen med de øvrige Ældste lagde Biskop Nuelsen derefter Hænderne paa Kandidaterne, idet man sagde:

„Herren udgyde over dig den Hellig Aand til den dig nu ved Kirkens Myndighed, formedelst vor Haandspaalæggelse, anbetroede Tjeneste og Gerning som ældste i Guds Kirke! Og vær du en tro Uddeler af Guds Ord og hans hellige Sakramenter i Navnet, Faderens og Sønnens og den Hellig Aands. Amen!"

Biskoppen tog derefter den store, sølvbeslagne Bibel og holdt den aaben frem for hver af de tre idet han sagde:

„Modtag du Myndighed til som Ældste i Kirken at prædike Guds Ord og forvalte de hellige Sakramenter i Menigheden."

Den ejendommelige Stund sluttede med en lille Udsendelsestale af Biskoppen og Oplæsning af Ansættelseslisten.

Man sang derefter Generalkonferencens mægtige Slagsang „Fædrenes Tro", (Melodien af J. G. Walton og Teksten af Frederick W. Faber) og Konferencen var formelt afsluttet.

Et nyt Konferenceaar var begyndt. Maatte det være — Helliget Herren.

Bragt i Kristelig Talsmand, 26. juli 1916