Kirsten Marie Agnete Olesen, f. Mortensen er født den l0. marts 1901 i Pejlerup, Grevinge sogn. Tidligt flyttede hendes forældre til Helsingør, hvor der i hjemmet voksede en stor børneflok op.
Pastor E. Ried, der på det tidspunkt betjente metodistmenighedskredsen i Helsingør, inviterede en dag, på gaden, bl.a. Kirsten til søndagsskole. Denne indbydelse efterkom hun en tid senere, hvilket nok ikke var uden betydning for familiens senere tilslutning til Metodistkirken. Pastor Ried blev bl.a. redskabet i Guds hånd, til at Kirstens far, Jens Mortensen, fik en gennemgribende omvendelse.
I en ret ung alder mødte Kirsten Rudolf Petersen, der havde sit åndelige hjem i Indre Mission, men senere sluttede sig til Metodistkirken, og her i mange år virkede som en skattet lokalprædikant.
Foruden at virke indenfor Metodistkirken med ordets forkyndelse og, for Kirstens vedkommende, især med udnyttelse af den rige sangens gave, hun var forlenet med, var der, i ikke ringe grad, bud efter dem også fra andre samfund, så deres virke nåede langt omkring i Nordsjælland. Kirsten sang evangeliet ind i mange hjerter til rig velsignelse.
De senere år af Kirsten og Rudolf Petersens ægteskab blev mere stille, og nok ikke altid så lette, grundet på Rudolf Petersens langvarige invaliditet og sygdom, men trofast, og med en hustrus kærlige omsorg, gennemlevede hun denne periode.
Vort ægteskab, efter at jeg i mere end fem år, og Kirsten omtrent to år, havde været alene, blev i al sin korthed - omtrent fire og et halvt år - for os begge en særdeles rig tilgift.
Kirsten var en sand, gudhengiven kvinde, der, ved sit liv, var et vidnesbyrd for andre, ligesom hun tilførte mit liv en åndelig berigelse, der i høj grad medvirker til, at hendes bortgang ikke blot efterlader et dybt savn, men også en inderlig tak til Gud for den gave, Kirsten blev for mig, de år, vi fik lov at dele sammen.
Om end Kirsten ikke, i disse år havde overskud af kræfter, var hendes kærlighed til kirken og menigheden uformindsket. Og hun øvede sin indsats så langt som anledningerne gaves hende og kræfterne strakte til.
Efter flere måneders sygdom, med stigende smerteskala, og de sidste seks døgn i bevidstløshed, sov Kirsten stille ind den 7. marts, da morgensolen lyste ind i værelset, hvor hun lå, og forjættede en ny dag - for os her, og for hende hisset.
Det var tre dage før hun ville have fyldt 79 år, hun kaldtes ind til sin Herres glæde.
Ære være Kirstens minde!
Ole Olesen.
Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1980
Pastor E. Ried, der på det tidspunkt betjente metodistmenighedskredsen i Helsingør, inviterede en dag, på gaden, bl.a. Kirsten til søndagsskole. Denne indbydelse efterkom hun en tid senere, hvilket nok ikke var uden betydning for familiens senere tilslutning til Metodistkirken. Pastor Ried blev bl.a. redskabet i Guds hånd, til at Kirstens far, Jens Mortensen, fik en gennemgribende omvendelse.
I en ret ung alder mødte Kirsten Rudolf Petersen, der havde sit åndelige hjem i Indre Mission, men senere sluttede sig til Metodistkirken, og her i mange år virkede som en skattet lokalprædikant.
Foruden at virke indenfor Metodistkirken med ordets forkyndelse og, for Kirstens vedkommende, især med udnyttelse af den rige sangens gave, hun var forlenet med, var der, i ikke ringe grad, bud efter dem også fra andre samfund, så deres virke nåede langt omkring i Nordsjælland. Kirsten sang evangeliet ind i mange hjerter til rig velsignelse.
De senere år af Kirsten og Rudolf Petersens ægteskab blev mere stille, og nok ikke altid så lette, grundet på Rudolf Petersens langvarige invaliditet og sygdom, men trofast, og med en hustrus kærlige omsorg, gennemlevede hun denne periode.
Vort ægteskab, efter at jeg i mere end fem år, og Kirsten omtrent to år, havde været alene, blev i al sin korthed - omtrent fire og et halvt år - for os begge en særdeles rig tilgift.
Kirsten var en sand, gudhengiven kvinde, der, ved sit liv, var et vidnesbyrd for andre, ligesom hun tilførte mit liv en åndelig berigelse, der i høj grad medvirker til, at hendes bortgang ikke blot efterlader et dybt savn, men også en inderlig tak til Gud for den gave, Kirsten blev for mig, de år, vi fik lov at dele sammen.
Om end Kirsten ikke, i disse år havde overskud af kræfter, var hendes kærlighed til kirken og menigheden uformindsket. Og hun øvede sin indsats så langt som anledningerne gaves hende og kræfterne strakte til.
Efter flere måneders sygdom, med stigende smerteskala, og de sidste seks døgn i bevidstløshed, sov Kirsten stille ind den 7. marts, da morgensolen lyste ind i værelset, hvor hun lå, og forjættede en ny dag - for os her, og for hende hisset.
Det var tre dage før hun ville have fyldt 79 år, hun kaldtes ind til sin Herres glæde.
Ære være Kirstens minde!
Ole Olesen.
Mindeord bragt i Årbog for Metodistkirken i Danmark 1980
Kommentarer
Send en kommentar