Hilsen fra Ensomheden

af Anton Bast, sommeren 1926 

Jeg har haft en lang og haard Rejse i Dag. Det  hændte saa uheldigt, at jeg ikke var vel, da jeg skulde forlade mit Hjem, og at der ogsaa var Forhold til Stede i den kære Kreds — som staar mig nærmest — som gjorde det yderligere svært for mig at tiltræde Rejsen.

Men alle Planer var lagt, man hentede mig til en bestemt fastsat Tid — og saa! Ja, vi ved aldrig hvordan det gaar til: Dette Farvel, naar en Mor giver sin Dreng eller Pige det sidste Kys ved Afskeden; dette Farvel under Verdenskrigens frygtelige Periode, naar Forældrene, Hustruen, den unge Hjertenskær og Børnene sagde det sidste Farvel til den, der blev revet bort fra dem af Omstændigheder og Forhold, der var stærkere end de, — eller — naar vi stod bøjede over de elskede kære i det sidste Farvel hernede, medens den vældige Engel, der har Kommando over den bortdragende Baad, støder fra Land — til den sidste Sejlads. ... Det kan ikke skildres. Lige saa lidt mit Farvel! Det hele svandt som i Taage — borte — og af sted gaar det i en Vogn, hvor to Venner sammen med mig hvirvles afsted paa Autoens Hjul gennem Gadens jagende Trængsel, medens Tankerne hvirvler og jager rundt og fremad — eller forblødt, forpint tilbage i det oprevne, forpinte Sind. — Afsted! —

Hvordan er det gaaet til, at jeg er kommen her? Hvordan gik det egentlig til, at den meningsløse Bestemmelse om et langt Sommerophold under disse ganske mærkværdige Forhold blev bestemt? Jeg ved det ikke. De fleste af vort Livs Afgørelser træffes — naar alt kommer til alt — af andre, af Omstændigheder, Forhold, — Sammenspil, som vi ikke selv er Herre over.

Det er, som om det maa ske. Der synes at være en skjult, vældig Magt bag ved. Hvorfor griber denne Magt ofte ind paa en Maade, som er ganske uden Mening og Maal — for vore Øjne at se? Er vort Liv skæbnebestemt? Soner vi tidligere Tilværelsers eller Slægters Fejlgreb? Opdrages vi for fremtidige Opgaver og Lyksaligheder? Eller begge Dele? — Hvem kan svare? — Er Determinationen i de indgribende Begivenheder i vort Liv guddommelig Kærligheds-Pædagogik? Eller tog de gamle Fejl, som troede og lærte, at »alt samvirker tilgode for dem, som elsker Gud?«

Som Rosentræet, der er sammensat af de skønneste Blomster og de skarpeste Torne, som Himlen, der stundom er klar og smuk og stundom overskyet og graa — afvekslende urolig og blid, — saaledes er Livet — vort korte Liv hernede: Omskiftende i Haab og Frygt, i Glæder og Sorger — med Fryd og Smerte.

* * *

Det er, som om en Engel eller en ophøjet Aand Ord for Ord dikterer mig denne Bøn, som skal være min Vejleder i mine Samtaler med den Evige, medens jeg tager mit Kursus her i Ensomhedens Klasse:

Du evige og alkærlige Gud!
Hjælp mig, at jeg ikke nogen Time skal glemme: at Din Kærlighed omslutter mig, hvor jeg er, — ogsaa her i denne vemodige Ensomhed —
 at Du har en vis og naadig Hensigt med alt, du tillader — at Dine kære Børns Bønner omslutter mig, bærer mig, opholder og trøster mig —
 at jeg daglig maa se paa Jesus, som er Troens Begynder og Fuldkommer, som den hellige Skriver har fremsat det for os i Hebræerbrevet —
 at jeg daglig maa forvente Dig — og at jeg daglig maa glæde mig til, berede mig til — og forvente den Time, da jeg atter kan drage hjem.

Der sad en lille Fugl og sang ved min Rude, men jeg sad alene derinde og den sad alene derude, og min Sjæl gik ud til Sangeren og Sangeren gik ind til mig, der sad saa ensom, som Fangen, der ensom føler sig, — og da Sangeren i sine Toner bragte mig et Livets Bud, da bares det mig for, at den Hilsen var fra Gud. Da aabnedes mit Fængsel og jeg var fri som Fuglen, som aldrig, aldrig før!

* * *

Den, der ikke i Hjerteangst, i Ensomhed, i Oprigtighed tager »Spørgsmaalene« op til Besvarelse, bliver aldrig vis. — Jeg har en dyb Anelse om, at i min Sommerensomhed vil Spørgsmaal blive besvarede, som faar Evighedsbetydning for mig og mange. Evighedsbetydning! Hvem giver den Indpas i sit Liv? —

Det er Aften. Kvælden sænker Ro over Sindet og giver Tankerne Lov til at hvile til Solopgang. Jeg ser ud gennem min Rude, ud i den stille, sene Aften. Mit Blik møder en Stjerne, den viser Vej ud i den umaalelige Verden, der, lig Himlen i Havdybet, spejler sig i mit eget Sind —  og bagved det Verdensdyb — er Evigheden.

Jeg saa i Dag den mest fuldkomne Regnbue, jeg nogensinde skuede: Begge dens Endelser stod paa Jorden og dens pragtfulde Portal hævede sig op i Skyerne. Dens herlige Farver holdt en mægtig Trøsteprædiken for mig om Guds Trofasthed i Verdens Omskiftelser, og ved at sammenligne dens Herlighed med den mørke Regnbyge, der i Forening med Solen kaldte den frem, modtog jeg en Lærdom om Guds Maade at forvandle vort Livs Trængsler til Haab og Herlighed gennem Ham, som er Retfærdighedens Sol, Guds Herligheds Afglans, Hans Væsens udtrykte Billede.

* * *

Derude sig sænker den tavse Nat, 
mens gennem min Rude jeg ser;
men inde hos mig bor Livets Skat
— den samme, hvad end der sker.

Tilende er Dagen — og Sol gik ned,
og Fuglene gik til Ro
— herinde jeg smager Vorherres Fred
i Jesu, min Frelsers, Tro.

Sig glæder mit Hjerte ved Livets Ord,
det brænder udi mit Bryst,
— jeg sidder i Kvæld ved Guds Nadverbord
og smager al Livets Lyst.

Bliv hos mig, det er min Aftenbøn
— thi Natten nu falder paa — 
nu ind til mig gaar Guds egen Søn, 
som aldrig vil fra mig gaa.

Saa holder jeg Nadvere her med Ham

i Stilhed i Hjertets Vraa —

og ejer en Fred i Krist, Guds Lam,

som Verden ej kan forstaa.

Godnat til Dagens det sidste Skær —
nu lægger jeg mig til Ro,
og beder for alle, som jeg fik kær —
min Bøn i min Barnetro.

* * *

Det er Aften. Klokken, hvis Klang jeg hørte fra det fjerne, har ringet Solen ned. Jeg er hindret i at vandre ude imellem Hegn og Blomsterhaver, jeg sidder alene i Kvæld. Jeg tænker paa Mennesker, men jeg ser ingen, og den Tanke griber knugende om mit Hjerte: Ofte er menneskelige Væsener, andre menneskelige Væsener til Besvær eller Kedsomhed; men naar saa den ene efter den anden gaar bort, tages bort,— forsvinder, — og Mennesket er alene — alene i Hjemmet, alene paa Rejsen, alene med Bekymringerne, — ja — ogsaa stundom med Held og Glæder, — da kan Længslen efter Mennesker, som er Bærerne af det højeste og skønneste Liv, blive altovervældende! Aftenens Halvmørke raader i mit Værelse, — og Ensomhedens Vemod over mit Sind.

Da — pludselig gaar Døren op. Udenfor paa den lange Gang, der løber helt igennem »Pensionatet«, er der Lys — og med det som en Glorie, der omstraalede og indhyllede det bagfra, staar der et Menneske paa Dørtærskelen. Et Menneske! Ja, men han blev ikke Personen, der gav Aftenen Indhold, han blev Illustrationen, — Anledningen. Thi i Tankens og Aandens rige, indre Ven vaktes Bevidstheden om Ham, som har lovet, — og som holder Ord: Se, jeg er med eder alle Dage. Altså ogsaa i Dag. Ogsaa i Kvæld. Herre! Er det Dig, der kommer?

Ja, Hanegalet i Førstepræstens Forstue kaldte Galilæerfiskerens Opmærksomhed til den store Læremesters Ord — og Manden paa Dørtærskelen, som stod der, som talte — og som gik, hjalp mig til at bede, eller synge i Hjertedybets Kirkekor ved mit Tilbedelses-Alter den Salme, som Edith Cavell sang paa Vejen ind i de sidste skumrende Skygger — den Salme, som jeg en Gang hørte 12000 Mennesker synge i London en hellig Kvæld, og som samme Kvæld bar mig bort fra de 12000 ind i Aftensamvær med den »Ene« — den »Eneste« — medens jeg modtog Inspirationen til at føre den hjem paa mit Modersmaals ømme Sprog:

Bliv du hos mig, naar Natten stunder til, 
og Mørket om mig snart sig sænke vil, 
naar anden Trøst og Hjælp maa fjerne sig, 
du store Hjælper bliv da nær hos mig.

Snart kan min korte Livsdag ebbe ud, 
og midt i alt jeg faar mit Vandringsbud, 
alt om mig skifter og forandrer sig, 
o du, som ej forandres, bliv hos mig.

Hver Stund jeg trænger, Herre Gud, til dig, 
kun du kan lede mig paa Livets Vej, 
kun for dit Blod vil Satan vige bort, 
bliv da hos mig, o Krist, i Natten sort.

Naar du er nær, jeg kender ingen Frygt, 
i Smil og Graad jeg hviler hos dig trygt; 
Dødens og Gravens Nat jeg ænser ej, 
naar du, o Herre, bliver nær hos mig.

Naar Øjet brister, vis mig da dig selv, 
lys mig og led mig over Dødens Elv; 
— Jorden forsvinder, Himlen aabner sig: 
I Liv og Død, o Herre, bliv hos mig.

Og Han gik ind for at blive hos mig.

Min Sjæl! Tro aldrig, at Gud glemmer eller fornægter dig, fordi Han lader dig vente. Hold ved, hold fast, hold ud — Taalmodighed vinder Sejr — endogsaa over den Evige.

Dersom der ikke er Fjender, er der heller ikke Kampe, om der ikke er Kampe, er der heller ikke Sejre — om der ikke er Sejre, er der heller ingen Livsens Krone.

* * *

Hvordan er det den Evige taler til mit Hjerte i Dag? Det er, som om Han møder mig paa en Strandbred. Han er i Menneskeskikkelse og i Hverdagsklæder! Hans Blik er alvorligt og mildt og Hans Røst har en Samklang af Faderens, Moderens, — Vennens! Han spørger, saa Spørgsmaalene griber ind i Aandens bævende Strenge: Har Du mig kær? — Hvorledes skulde jeg arme, fattige Menneske være i Stand til at skildre Angsten, Opgøret, Afgørelsen der dybt inde i min Aand — inde i de evige Dyb i mit Bryst? Jeg ængstes, men jeg ræddes ikke. Jeg maa uvilkaarlig med jublende og graadkvalt Røst synge Omkvædet af en gribende amerikansk Sang:

And He walked with me, 
and He talked with me, 
— and He told me, I am His own!

(Og Han vandrede med mig — og Han talte med mig — og Han sagde til mig: Du er min!)

Er det underligt, at jeg under denne Vandring og denne Samtale — saa guddommelig, saa menneskelig — føres ind i en hellig Beslutning om, at ved den høje og hellige Aands Naade og Bistand vil jeg svare paa Hans Spørgsmaal, saa jeg mærker den evige Samklang over Hans Spørgsmaal og mit Svar! — Og er det underligt, at alt i mig bøjer sig ned i Jordens Støv og hvisker, raaber, hulker — eller maaske siger til Ham — i Tavshedens Sprog: Herre og Broder! Omskab mig i Dit Billede! —

Vor Herre og Gud! Frels os fra at gaa til Grunde i Døgnlivets og Jordelivets Farer. Maa Din Aand Aar for Aar og Dag for Dag mere vække os op til at tænke ophøjede, rene og ædle Tanker, til at leve rent og uegennyttigt og til at tjene vore Medmennesker og vor Samtid efter Din Vilje. Staa os bi i vore Valg og vore Bestemmelser. Gør hver Morgen til en Frydefest og hver Aften til en Takkefest for os. Og lad os om Natten være under den Almægtiges Vingers Skygge.

* * *

Jeg har i Sandhed modtaget Besøg fra det Høje, som Abraham i Mamres Lunde, — som Peter paa Galilæa-Søens Strandbred — og som John Bunyan i Bedford Fangehus. Og var det underligt, at min Sjæl blev gennemtrængt af Tanker og Bønner, som kun saare fattigt kan udtrykkes i disse Ord: Gud har i Dag besøgt mig. Jeg ved, at Han har lagt uendelig rige Velsignelser paa min Sti. Navnløs Lykke og Hjælp skal det blive for mig og for mange. Gud: Tag mig, tag os alle, som aldrig før vil vi indvi os til at tjene Dig, Dine Formaal, Din Menighed: Verdens vildsomme og forpinte Børn i Dit Sted, i Din Kærlighed, saa de maa mærke, at vi bærer Budskab, bringer Gave fra Dig. Læg Dine Hænder paa os, Du Tilværelsens Førstepræst — og indvi os til at være Guds og Menneskenes Tjenere i Selvforglemmelse og Selvhengivelse. Kun ved Din høje og ydmyge Aands Naade kan det ske. Ja, det sker kun, naar vi for hver Time frigøres mere fra denne Skabning, aander og lever, lider og frydes i Din Nærhed, Du evige — Du Alkærlige!

Var hele Verden bleven min, 
den var til Offer dog for lidt 
— for saadan Kærlighed, som Din 
jeg giver Dig mig selv — og mit.

* * *

Ved Din Naade, o Gud, skal dette Bryst, i hvilket Du har indaandet Udødelighedens herlige Haab, aldrig huse Bitterhed imod noget Menneske, men daglig skal der brænde en Bøn i mit Indre om, at Kristi inderlige Kærlighed, Medlidenhed, Offervilje — og Tro, ikke blot paa Gud, men paa Mennesket, maa være mit Livs Indhold og Maal. Lad en lille Lysstraale og Varmebølge fra Dit Hjerte gennem mig gaa ud i Verden til én eller anden, som kan modtage Budskab gennem mig.

O, Mester! Du, som helligede Dig selv for os, bo iblandt os og gaa med os i vor Udlændighed hernede. Giv os, at vi gennem Dig maa eje Forbindelse med vor Fader i Himlen og med vore Brødre paa Jorden. Hjælp os at leve i Selvforglemmelse, saa Du ikke skal glemme os.

* * *

Det er i Dag saa levende for mig, at dersom vi, dersom jeg, er stille og lytter til Guds Røst, saa vil Gud i Dag, som i fordums Dage lade Sin Røst lyde i vort Indre og give os Vejledning og Vished med Hensyn til vort Livs Opgaver og Maal. Men saa maa Hjertet ikke huse Bitterhed eller Nag, — Fejghed eller Frygt, — men klart, som Lyset, — frimodigt, som Sandheden være vendt til Gud. Med Hensyn til vort Barneforhold til den evige Fader, har Kristus givet os en Vejledning til Selvprøvelse: Det er Forholdet til vore Fjender! Jeg har studeret Bjergprædikenens mægtige Budskab i saa Henseende, og jeg er klar over, at vi alle, som bekender Kristentro, har lagt mere Vægt paa Kirkelære, som adskiller, end paa Kristi Ord, som forener.

— Den store Missions-Apostel formanede de kristne paa sin Tid, til at give Kristi Ord en rigelig Plads. Kristi Ord har kun snæver Plads og trange Kaar hos os. Hvorfor? Fordi Kristi Ord kræver, at vi udleverer vort Partisind, vor Dømmesyge, vort Hovmod og vor Selvsøgen. Kun dersom jeg er i Stand til at staa i det Forhold til mine Fjender, som Kristus kræver, kan jeg staa i det rette Forhold til Gud. Dette er saa alvorligt for mig, saa jeg maa bekende:

Ak, nu føler jeg tilfulde —
Hjertets Haardhed, Hjertets Kulde,

— og jeg maa bede:

Led den ind i mine Aarer —
Floden, som kan Klipper vælte —
Floden, som kan Isbjerg smelte, 
som kan Hjertet tvætte rent

— Jeg vover at skrive, at Gud i Aften giver mig en lykkelig Vished om, at Han er paa Vej til at vinde den Sejr i mit Hjerte. Det er den højeste Naadegave, vi kan opnaa. Naade til at elske og tilgive vore Fjender, som Han elskede os? Du, som i Ensomhedens Stilhed læser dette — og som maaske lider under Forpinthed i dine Følelser overfor andre Mennesker; prøv paa at gaa ind i dit Kammer — og luk din Dør og ydmyg dig for Gud, bekend for Ham, at du tror paa en evig Naade i Kristi dyrebare Blod til Tilgivelse og Renselse for al Synd, og at du tror paa Helligaandens Kraft og Fylde til Sejr og Tjeneste. Lad din Bekendelse være en Bøn, og lad Bønnen være en Bekendelse. Da skal du opleve Guds Nærhed og iboende Fylde i dit Liv.

Lad Maalet for dit Liv fra denne Time være:

Guds Ære!

Frelser! Tilgiv os vor Sendrægtighed, vor Mangel paa Nidkærhed for det Gode, vor halvhjertede Tjeneste, vor lunkne Selvfornægtelse og vore fejge Standpunkter. Vi løfter vore Øjne i inderlig Bøn om, at vi maa finde Dig og leve i Forbindelse med Dig, Du som bor over Kors og Grave og Stjerner! Saa haster og iler vi fremad i Dit Navn og i Din Kraft for at gøre Afstanden imellem os og det onde større og større og for hver Time kortere imellem Dig og os Du evige, Du tilbedte!

* * *

Mon du, som læser dette, kan fatte, hvad der i Aften bevæger mit Hjerte, idet mine Tanker former sig saaledes: Det er paa Højsommerens Dørtærskel, og sent. Jeg hører Stilheden tale — og lige efter Solnedgangen slaar Nattergalen som bævende Toner udenfor mit Vindue. Det er saa stille, saa stille i mig, om mig. Saa lægger jeg Øret til mit eget Bryst, og jeg hører tydeligt én derinde holde følgende Enetale:

Jeg tror paa Jesu Kristi Guds Søns Blods vældige Kraft til Soning, Syndsforladelse, Renselse og Sejr. Skriften siger, at ved det Blod, som Kristus ved en evig Aand bar ind i Helligdommen vandtes en evig Forløsning. Rens mig i dette Blod Herre, saa bliver jeg ren, — to mig, saa bliver jeg hvidere end Sne. — Og: jeg tror paa Helligaanden — og at jeg kan faa og beholde dens Daab, Fylde og Kraft til Liv i Gud, til Tjeneste i Menigheden og til Sejr i Verden.

* * *

Efter en vemodig, stille Dag sidder jeg i denne Helligaften og lader Tankerne hvile. Jeg siger til min Sjæl: Tro intet, forlad dig ikke paa noget i denne Verden; thi denne Verdens Skikkelse forgaar. — Jeg har i Dag læst meget i Skriften og i dyb og inderlig Bøn overvejet det læste, og alle mine Tanker, Længsler og Ønsker er sænket ned i den Bøn: Ske, o Gud, Din Vilje — den gode, den velbehagelige og fuldkomne. Jeg er saa usigelig forvisset om, at Gud sidder ved den Smeltedigel, som min Sjæl nu lutres i og lutrer Sølvet med Flid. Og der behøves Lutring. Jeg er saa enig med. den, der vidner, at »der er i Kirken, Kirkerne, kun lidt Tro paa Gud og de evige Værdier.« Vi er endogsaa inde i den farlige Vendekreds, da Menneskene — ja endog mange bekendende kristne, hellere tror Løgnen end Sandheden — eller i hvert Fald let tror Løgnen. Behøver vi da ikke inderligt at bede: O, Gud, tag mig uværdige i Din Haand, i Din Skole, i Din Tjeneste, saa alt, jeg er i Aand, Sjæl og Legeme, maa være indviet til Dig og Din allerhelligste Tjeneste. Herre! Du lægger Planer i Dag og Du udfører dem i Morgen. — Den, der har det Sind, Du kan velsigne, bliver en Velsignelse for andre.

Du evigt elskede og tilbedte Frelser, som vandrer med os paa Livets tornestrøede Stier og som i Din Faders Hus med de mange Boliger bereder Plads for os. Hjælp os, at vi maa følge Dig, saa vi vender os bort fra det lave, det ihukomne, det forgængelige, — og saa vi i Troen griber og fastholder det evige

Liv til hvilket vi er kaldede. Og naar Du ved Din Aand kalder os til Din Naade, til Din Tjeneste, — til Din Herlighed: Hjælp os, at vi da maa kunne sige: Herre! Her er jeg!

* * *

O, Gud, vi behøver Frigørelse fra Synden, Satan og Selvet, saa vi maa have det aandelige Mod og den Frimodighed i Gud, at vi ikke regner eller frygter Verdens Dom, men, at vi sætter Dit Velbehag over Verdens Ære.

* * *

I Dag har jeg været saa usigelig dybt grebet af Salmen: Jesu, Din søde Forening at smage. Jeg har læst den, bedt den, gransket den — sunget den, og givet mit Hjerte hen til at opleve den. — Det er vel Dybdernes Dybde af Længsel efter og Hengivelse til Gud. I de Tider, da de Toner har Magt i Hjerterne og Menighederne, da er der ikke Tid eller Rum for Verdslighed, Udvorteshed eller Strid, men da blomstrer den øde Mark, som en Rose, og de tørre Steder bliver som et Kildevæld.

* * *

Jeg har ved Vinesbyrd i Breve og paa anden Maade faaet bekræftet, hvad jeg saa ofte klart følte og erkendte, at der var modstridende Strømninger, der besøgte mig fra de utallige Bønner, dér blev bedt for mig. Nogle bad om eet — og andre om noget andet. Bønnerne blev ført frem af gode Motiver, — men ikke med samme aandelige Visdom.

Men Gud, som er rig paa Barmhjertighed, bønhørte ved baade at give og tilbageholde. Det er Troens Hemmelighed at erkende dette. Men ingen Kærlighedsbøn skal miste sin Løn. Alt skal ske i Guds Time og efter Guds Vilje. Men det følte nok alle, der kæmpede og kæmper Bønnens hellige Kamp i denne Sag, der ikke i første Række gælder min Person, som kun er den synlige Anledning, at for at bede til Nytte i Forbindelse med denne Sag, kræves der rene Hjerter.

Der er Aander, der ikke udfarer uden ved Bøn og Faste. Den hellige Faste er, at ingen Hadets, Hævnens og Gengældelsens Tanker har Adgang til Sjæl og Sind.— Afholdenheden fra det Onde! Saa faar Bønnen Magt. Saa bliver der fuldkommen Harmoni.

Menneskenes Frelser! Vi opløfter vore skælvende Hænder til Dig og anraaber Dig i ydmyg Bøn: Frels vort Land — vort Folk i dette Slægtled, som nu efter Verdenskrigens Fordærvelse i Egenkærlighed har saa svært ved at finde hjem til de gamle Stier og Arner. Opvæk Retfærdighed i Lov og Dom — og lad Menneskene aldrig glemme, at de er Børn. Aldrig før behøvede vi haardere en varm Strøm fra Dit Hjerte end nu. Menneskenes Frelser, frels Menneskene!

Amen!

* * *

Ved du, at naar Hjertet bløder, 

og kun tunge Tanker møder 

frem med Suk i Kvæld og Gry 

— da kun et din Kval forsøder:

Søg i Skriften og du møder,

Morgen, Aften, Naade ny.

Og, naar alt i Verden brister, 

om det sidste Hold du mister 

og dit Haab er vingeskudt, 

da kan Bønnen dig forbinde, 

saa din trætte Sjæl skal finde:

Du blev ej af Gud forskudt.

Du skal tro paa hele Naaden, 

du skal sidde trygt i Baaden 

med Guds Søn til Rors i Storm, 

Han vil alle Storme binde 

— holde Vagt ved Ror og finde 

Havn for dig, du lille Orm.

Se, det lysner gennem Natten, 

Englehænder sænker Skatten 

til dig ned, som Svar paa Bøn. 

Skatten er al Himlens Naade 

og Guds Vilje, som skal raade, 

naar du hviler i Guds Søn.

Vær nu ikke mere bange, 

prøv at synge Zions Sange 

ogsaa i et fremmed Land.

Tag nu Harpen ned fra Kvisten, 

glæd dig, som en frigjort Kristen, 

snart du staar paa Himlens Strand.

* * *

Hvem kan sige mig, hvorfor jeg i Dag har maattet beskæftige mig meget med Tanker om vor hellige Gudstjenestes, vor offentlige Tilbedelses Form og indhold. ... Sikkert er Gudstjenesterne altfor rutinemæssige — og er Formen nøjagtig, er som Regel Indholdet spinkelt. — Det er vel, fordi Præsterne er for rutinerede og for lidt inderligt grebne — vil nogen sige. Ja, maaske. —  Lad dette blive sagt her: Det er meget vanskeligt — ja, forbunden med aandelig Fare at være Præst. Tænk, nogle af dem maa endogsaa flere Gange om Ugen træde frem og tale, tale, tale om Gudslivet — ofte maaske uden den fornødne Forberedelse. — Saadan kan Intet andet betydningsfuldt Embede røgtes. — For at kunne gaa Guds Ærinde til Menneskene, maa Sjælen være i dyb Ro og Stilhed for Gud, fyldt med hellig Ild og hellige Tanker og gennembævet af Højtidsstemning og dyb Bæven under Ansvar og Privilegium. Er dette ikke tilstede, saa gaar Spændingen og Angsten ud af Sjælen, der da ler som den slappe Bue, der ikke kan føre Pilen frem imod Maalet med Kraft.

Al Barmhjertigheds Fader! — Vi takker dig for enhver Styrkelse og Husvalelse til Aand, Sjæl og Legeme — og vi beder Dig: Gør vore Tanker klare og rene, vor Vilje bøjet og stærk og vor Kærlighed brændende og virkende. Giv os Ro, dyb Ro i Samfund med Dig og i Dit Navn midt i Verdens Strid.

* * *

Jeg har i Dag været i Guds hemmelige Raad — og oplevet Undervisning fra den Højeste. Jeg har spurgt og Han har svaret, men jeg har ikke faaet Lov at skrive Svarene, uden til den, der spørger:

1. Hvad er det, der med særlig Omsorg og Alvor skal forkyndes for de syge trætte Sjæle?

2. Hvad behøver de kristne at blive særligt formanede og tilskyndede til i denne Tidsperiode?

4. Hvad bør vi daglig gøre klart for vor aandelige Bevidsthed, forvente og forberede os til?

5. Hvilken Vej anviser Gud sin Kirke til Uafhængighed af Verden? I Aand? I Styrelse? I Husholdning?

Den rette Besvarelse af disse Spørgsmaal, vil blive som Klippegrund, paa hvilken vi trygt kan bygge vor Gerning.

Det var ikke i overspændt Fantasi eller sygelige Følelser, men i dyb aandelig Kamp og Bøn, at jeg fik Svar paa Spørgsmaalet: Hvordan kan det enkelte Menneske og Menigheden opbygges i Kristus?

Svaret jeg fik paa Spørgsmaalet kan, om det modtages og efterleves — af dem, der arbejder paa »Guds Ager og Bygning« oprejse enhver Menighed og ethvert Kirkesamfund af Sløvhed, Afmagt og Stagnation — og give Fremgang og Sejr til Guds Ære. Nu længes jeg efter og beder om, at Gud vil give mig aabne Døre og Anledning til sammen med dem, der leder Menighederne, at opleve Virkeliggørelsen.

Kun saadanne, som er villige til at slippe enhver personlig og tilvænnet Hindring, kan opleve det.

I Guds Skole kan det læres.

Den, der selv med sin Menighed, vil undgaa Frafaldet, som nu i Fristelsens Time, finder Sted og den, som vil erlægge sin egen Forfængelighed og Magelighed som Betaling, kan opleve det.

Dit Ord, o Gud, er let Lys og en Lampe. Hvor ofte snublede vi ikke i Mørket, fordi vi forsømte at vandre i Lyset. Himmel og Jord skal forgaa, men Dine Ord skal aldrig forgaa. Tilgiv os fordi vi lod Verdens-Aanden og Menneske-Tanker faa saa stor Magt over vort indre Liv, — og fordi vi saa lidt gav os ind under. Dit Ords og Din Aands Indflydelse og Vejledning. Hjælp os herefter, at Dit Ord ikke blot maa være i vore Hjem, men i vore Hjerter. Lad Din Sandhed tage Magten over vore Sind, saa vi derigennem maa faa Magt over det onde.

* * *

Som kristne beder vi hver Dag, — mere eller mindre alvorligt, troende og vedholdende. Vi beder i Kirken, i Hjemmet, — i Lønkamret.

Saadan har jeg ogsaa bedet og været med i Bøn, siden hin uforglemmelige Aften, da jeg først med Taa-rer bad Tolderens Bøn. —

Siden da har jeg bedt sammen med Hundreder eller Tusinder, naar Sjælen af By over Stjernerne for, eller ensom i lykkelige eller tunge Timer: Ene i Studerekammeret, ensom paa Rejse i Jernbanekupeen, paa Skibsdækket under Nattens tavse Stjerner — eller ensom i det fremmede Hotelværelse.

Men i denne Sommer var det som en eneste Bøn og Tilbedelse fra først til sidst — ofte i Tavshedens stille Graad hos Gud eller lykkelige Beskuelse af Gud.

Tal ud med Gud. Sig al Ting til Jesus. Udøs dit Hjerte i Bøn. »Udøser Eders Hjerter for Ham til enhver Tid« — siger David. Men, hvad var alt andet, som jeg i Forjagetheden — lig andre — havde faaet Tid til, i Sammenligning med, hvad Gud forundte mig at opleve her i Hans allerhøjeste Nærhed. Han tog imod mig med aabne Arme, da jeg betraadte min Sommerbolig — og Han lyse sin Fred over mig og med mig, naar jeg forlader den.

* * *

Og Nat og Dag havnede mine Tanker i de gribende Ord:

Her er jeg Herre, Hjertensven, 
tal du, saa taler jeg igen, 
skønt jeg er svag og ringe 
— men Du almægtig, rig og stor, 
jeg bringer Dig Dit eget Ord, 
selv kan jeg intet bringe.

Saa blev da min Gudsdyrkelse i denne lange Tid mere at lytte til end tale til den evige. Og jeg hørte Ord, som min Pen ikke kan skildre. Lovet være Gud — alle kan opleve det.

Thi se: Guds Paulun er hos Menneskene — og Han skal borttørre enhver Taare af deres Øjne.

Og jeg var i Guds Paulun!

Min Sjæl! Forlad dig paa Gud; thi Han er din sikre Tilflugt I alle dine Trængsler vil han staa dig bi og give dig en herlig Sejr. Han vil vaage over dig i enhver Prøvelse, og om du nogen Dag har Medgang vil Han bevare dig i Ydmyghed. — Han vil føre dig ud af enhver Sorg — og al Tid vil Han give dig Hvile paa de evige Arme.

* * *

Under mit ufrivillige Sommerophold her, fik jeg Tid til at læse fire Kapitler om Dagen — de fleste af dem højt for mig selv — i min kære engelske Bibel. Det var 360 Kapitler, hvis ophøjede Tanker og Lærdomme saa arbejdede i min Sjæl. Hvilket herligt Bibelkursus — det rigeste, jeg har haft — og hvilket Kursus til Fordybelse i det mægtige, engelske Sprog, som er lige storslaaet og praktisk i verdslig, som i kristelig Literatur. Jeg har haft to lignende Bibelkursus før — det ene, da jeg paa et Hospital lærte og studerede Galaterbrevet — og det andet i en gribende Periode af mit Liv, da jeg gennemgik Hebræerbrevet, indtil jeg skuede gennem alle Gudstjeneste-Ordninger ind i det fuldkomne Tabernakel i Himlene, hvor Jesus selv gik ind og fandt en evig Forløsning til os. — Denne Sommer var det især Salmerne, Esajas, Jeremias, Bjergprædikenen, Apostelhistorien, Juda Brev og Aabenbaringen, som Gud aabnede for mig, — foruden mangfoldige andre Skriftdele og Skriftord. Saa vældig laa denne Sommerlæsning med dens ophøje Studium af de evigt velsignede Emner mig paa Hjerte, saa det var for mig, som jeg skulde tage en Lærer-Grad i de evige Sandheder. Det var mit 40-Aars Jubilæum som Prædikant, jeg paa den Maade fejrede i Indøvelsen i Skriftkundskab (jeg fik min første Prædikantfuldmagt i 1886 — og da holdtes Konferencen ogsaa i Vejle, — men jeg var da heller ikke selv med) til en ny — Gud give en endnu bedre — Tjeneste i Guds Rige.

Himmelske Fader: Tilgiv os, at vi gav saamange Løfter, men vi holdt kun saa faa. — Opvæk vore Samvittigheder til at vaage over enhver Pagt og Aftale, vi gjorde med Dig. Hjælp os at vandre Din Vej i Taalmodighed og med Villighed, saa vi med Sandhed kan sige: Hvor Gud mig fører, gaar jeg glad. Han, ikke jeg, skal raade. Maa Kraften af Dit uomskiftelige Ord bevare os i Samfund med Dig og i Føling med Verdens Nød.

* * *

Forseglede Ordrer. — Hvor ofte har jeg ikke læst dette i Forbindelse med andre Mænds Liv og Kaar.

Nu er det aktuelt for mig selv. I denne Sommer, medens jeg er uden Forbindelse med og Indflydelse paa Begivenhedernes Gang, gaar alt i de vante Baner med andre Hænder ved Roret og uden Afbræk. Er det ikke et Bevis paa, hvad vi saa ofte sagde, uden at tænke Tanken til Bunds: Det gaar nok uden os. Og det er godt. — De, der gik bort, var lige saa levende interesserede og bekymrede for alt, som vi — men se: Kun sjælden nævnes deres Navne, og de ihukommes i Almindelighed kun ved særlige Lejligheder. Saadan vil det gaa med os — og snart! Dette er en vældig Paamindelse om, at vi bør vandre i Ydmyghed, arbejde, medens det er Dag — og være rede til Opbrud.

Men hører det hjemme her? Ja, men det vil kun faa kunne forstaa. Men saameget kan siges, at nogle Gange var det for mig, som om jeg skulde sejle ind i Evighedspassaten og ikke mere vende tilbage til de kendte Farvande — Fare-Vande! Men intet vidste jeg om, hvad der skete og, hvad der skulde ske. Saa var der kun et at gøre: Være rede. Og saadan i Dag. Seglet paa Kongens Brev er endnu ubrudt. I Ensomheden kom al Tid den Tanke levende til mit Hjerte, naar jeg spurgte: Hvorfor er jeg her og kan ikke komme tilbage, før denne Sommers Begivenheder i min Verden er forbigangne, at Gud af en eller anden Grund vilde fritage mig for, hvad der skete, for at jeg skulde staa frit overfor noget nyt. Tiden vil vise, om dette passer. Til mig lød Røsten: Gør dig rede til at gøre min Vilje — adlyde og efterfølge mit Kald. Saadan ogsaa i Dag. — En Gang skrev jeg saa frimodigt: Herre: »Som Du vil, hvad Du vil, hvor Du vil«. Og, jeg har sagt det mange, mange Gange. — Kan jeg indløse det, naar Dagen kommer, da Seglet paa Ordre-Brevet brydes? Hvor behøver den, der skriver og den, der læser dette, stor Naade fra Gud til at være rede - ikke blot til Tjenesten, men til Regnskabet paa den Dag, da ikke Ordre-Brevene, men »Bøgerne« og »Bogen« oplades!

* * *

Jeg har i Dag været meget optaget af Tanken om at følge Jesus. Hine vældige Ord af én af Kristi Tjenere bevæger mit Hjerte: Herre Jesus Kristus! Du har mange Bekendere, en Del Beundrere, men kun faa Efterfølgere.

Den hellige Skrift fortæller os om en stor Skare, der fulgte Ham i Begejstring og Beundring — og om en lille Skare, der fulgte Ham i Hengivelse og Tilbedelse. Min Sjæl: I hvilken Flok vandrer du?

Det er stort at vandre i frommes Fjed, det er godt at gaa i oprigtige Brødres Spormen det er Lykke i Lidelse at vandre i Kristi Fodspor, som fører ud i Verdens Nød — gennem Verdens Trængsler til Himlens Fred.

Salig den, Gud kalder til Lidelse med Kristus, han er — om han indøver sig i Efterfølgelsen — vis paa Helliggørelsen.

Jeg er klar over, at de fleste af vore Bekendelser kun er tomme Ord. Kun naar vi har lært at følge Kristus i saa nær og hel en Efterfølgelse, saa vi af Hjertet kan tilgive vore Fjender, som Han tilgav os, — kun da oplever vi sand Kristendom — og kun derigennem kan vi bekende den.

Kristendom er at fornægte sig selv, tage sit Kors og følge Kristus.

Denne Efterfølgelse er den enkelte, indviede Sjæls inderste Hemmelighed med Gud.

Den Lykke kan times os alle.

Vi takker Dig, o Gud vor himmelske Fader, for det varme Pulsslag i vore Aarer, for Livets herlige Skat og for Haabets ubeskrivelige Rigdom. Tak, fordi Du ogsaa betror os at være med fil at være gode imod Mennesker i Dit Navn. O, Herre Krist: Du er vort Liv, Du er vort Maal, Du er vort Haabl

Du være med Faderen og Helligaanden tilbedet i alle Tider og Evigheder.

* * *

Jeg har i Dag været stærkt grebet af vemodige Tanker her i Ensomheden. Det er Livet og Livets underlige Forløb, som har beskæftiget mine Tanker. En af de dybt bevægede Salmedigtere har en Strofe »om vor Fart mellem Vugge og Grav«, — Denne Linje rummer en dyb Mening — den leder Tanken hen paa Livets Virkelighed. Jeg har en levende Følelse af, at de Tanker fra min Sjæls Dyb, der i Dag har formet sig i efterfølgende Digt, giver ikke blot Udtryk for mine egne Erfaringer i Angst og Trøst; men ogsaa for mange andres, — og derfor lader jeg det gaa videre til den, der kan tage imod det og leve med det.

Jesus, Frelser, lods du mig
over Tidens vrede Hav,
sæt min Kurs og tag Bestik,
glem ej noget Øjeblik,
at jeg aldrig uden dig
naar til Havnen bag min Grav.

Blandt de mange blinde Skær
— i den rædsomt mørke Nat
mit Kompas jeg ikke ser,
ej mit Kort jeg kender mer
— du, min Himmellods, vær nær,
grib i Nødens Stund mit Rat.

Langs den farefulde Kyst
slukket er saamange Fyr,
snart det regner, snart det sner,
ingen Kyst jeg øjner mer,
over mig kun sorte Skyer
— om mig vrede Bølgers Bryst.

Men du staar til Rors i Nat
— Himmellods: Halleluja!
Selv du lyser i min Baad,
Du for Storm og Nat ved Raad,
Herre! Hvorfor ængstes da,
naar Du staar ved Ror og Rat.

Se, nu gryr det, Mester se
— og nu lyder Klokkens Klang,
der er Havnens sikre Ly,
der er Salems skønne By;
hør, nu lyder Velkomstsang
fra en Skare, hvid som Sne.

Mester! Tak, du kom ombord.
Himmellods paa Livets Hav,
Tak for Trøst i Nattens Gru
— Himmellods: Tak være Du!
Du trods Synd og Død og Grav
lodser hjem os paa Dit Ord.

* * *