København oplevede i august 1858 i religiøs henseende en meget ophedet sommermåned.
Kirkeligt set havde forholdene været meget urolige under og efter Søren Kierkegaards voldsomme angreb 1855 på den bestående evangeliske lutherske Folkekirke, af angriberen betegnet som »Sandsebedraget«.
Præsterne var ikke velsete hos den jævne befolkning, og i større og mindre lægmandskredse samledes folk til opbyggelse, oplysning og — kritik af »det Bestående«. Ikke mindre end tre periodiske religiøse skrifter havde skarp, meget skarp, front mod den »officielle Christendom«.
»Brevbærer mellem Christne til Oplysning og Forbindelse« var organ for gartner og lægprædikant Niels Johansens meget løst sammenkittede »Forening af Christne i Kjøbenhavn«.
»En Røst i Ørken« var talerør for Niels Pedersen Grannets stramt organiserede »Evangelisk-lutherske Frikirke« (den eneste rette saliggørende kirke).
Redaktør Peter Christian Kochs »Øre-Sund« var ikke organ for nogen organiseret bevægelse, men støttede meget kraftigt rebellen Mogens Abraham Sommer og talte tillige den Lammerske vækkelsesretnings sag.
Gustav Adolf Lammers var det radikale vækkelsesfolks store profet. Lammers, der efter påvirkning fra Kierkegaards »Øieblikket« havde nedlagt sit præsteembede i den norske Statskirke, virkede som fri vækkelsesprædikant i fjeldenes land.
Glødende veltalende og følelsesfuld var han, og overalt hvor han kom, flammede vækkelser fra syd til nord og resulterede i talrige frimenighedsdannelser (ca. 32). Lammets navn fløj på gyldne vinger over Sverige, Danmark, Tyskland,
Schweitz og flere andre lande, og svirrende rygter ophøjede ham til bannerfører for den ny tids »Nye Testamentes Kristendom« .
Den uhørte opmærksomhed steg den stemningssvingende præst til hovedet, og han så allerede sig selv i Ånden som Ypperstepræst for stærkt voksende apostoliske frimenigheder i forskellige lande. For at sondere terrainet nøjere drog han ud på en længere udenlandsrejse. I Schweitz var frie menigheder skudt op som paddehatte og her modtog man præsten fra det høje nord med stor begejstring.
Efter hyldesten i Schweitz ville Lammers på tilbagevejen beære Danmark og Sverige med et besøg. I selve København skulle han have private drøftelser med danske tilhængere og som kronen på værket ville han sluttelig holde nogle stærkt opreklamerede stormøder.
Mogens Abraham Sommer, der — med vanlig sans for det dramatiske — havde skabt vældigt opsigtsvækkende røre i Jylland, stiftede nu efter Lammers mønster en fri menighed i Vejle, og fór derefter til hovedstaden, hvor han holdt massemøder og med rivende tungefærdighed holdt brandtaler, der var som »Søren Kierkegaards »Øieblikket« klædt i Kød og Blod«, for at anvende Niels Johansens karakteristik. Tilhørerskarerne voksede og voksede og rummeligere sale måtte lejes, og Sommers navn var på alle læber.
Selve byens præster kunne ikke holde sig borte fra hans forsamlinger, men listede derhen en for en for i ubemærkethed at få indtryk af den farlige situation. De gejstlige herrer ville helst være ukendte og tavse tilhørere; men somme tider blev Sommers angreb på kirken og præsterne så grove, at de måtte forsøge at dæmpe den højrøstede taler lidt ned.
En aften spurgte således en herre, om han måtte stille nogle spørgsmål, og det var der intet i vejen for. Men da han begyndte på et forsvar for kirken, greb Sommer straks ind og spurgte om navn og stilling. Spørgeren var pastor Helms.
Dermed var det hele ødelagt for både gejstlighed og kirke.
Et par aftener senere vovede dog endnu en tilhører at bede om ordet for en kort bemærkning til den forvovne taler. Men Sommer krævede først mandens navn og adresse. Det var pastor Rothe, præst ved Frue kirke. Jo, jo. Han måtte da så gerne få ordet i denne store forsamling, hvis Sommer så til gengæld måtte få lov at sige lidt ved første højmesse, når præsten havde prædiket. Så ulige betingelser kunne pastor Rothe ikke gå med til. Og Sommer føjede endnu en triumf til de tidligere, og herefter turde ingen driste sig til at optræde mod den fejrede stortaler.
Den religiøse hedebølge steg endnu nogle grader og var nu på kogepunktet. Vejen var banet for det norske »Sandhedsvidne«, der nu foruden hjælpen fra de danske beundrere yderligere fik støtte af den populære svenske sang-missionær Oskar Ahnfelt, der for anledningen var ilet til København for at vidne og sjunge for gamle og unge.
Ahnfelt havde de sidste 9-10 år vundet sig mange venner i Danmark — og nu var også han rangeret ind på de Lammerske spor og havde allerede organiseret flere frimenigheder i Sverige. De tre store berømtheder: Sommer, Ahnfelt og Lammers rettede nu i forening de voldsomste angreb på den ukristelige hovedstad.
En tusindtallig forsamling troppede op flere aftener i træk og teede sig, som havde de allerede såret »den store Skjøge« dødeligt og ryddet hindringerne af vejen for forkyndelsen og »Indøvelse i Christendom«.
Sommer var ovenud tilfreds med de opnåede resultater, og Lammers mente, at han i denne ydmyge og begavede broder havde vundet den store gevinst for sin bevægelse. Sommer fulgte med sin nye Herre til Norge og blev i Skien ordineret til præst og udnævnt til »Forstander for de frie christelige-apo-stoliske Menigheder i Danmark«.
— — —
Det var ikke så sært, at Københavnerne i al denne religiøse hurlumhej så at sige ikke bemærkede, at Metodistkirken ved pastor Christian Willerup og missionær Boye Schmidt den 8. august ved to offentlige gudstjenester havde startet en ny og mere besindig frikirkelig virksomhed.
Møderne blev holdt kl. 10 og 16 i Store Kongensgade 39 (nu 21), hvor »Danske Samfund« i sin tid havde holdt til, og hvor N. F. S. Grundtvig havde holdt drabelige foredrag om danskhed og folkelighed. Salen kunne rumme ca. 300 mennesker, men til Metodisternes startmøder havde der kun indfundet sig et halvt hundrede mennesker.
— Nå, Willerup var nu også gået meget stille med dørene. Ikke en annonce i nogen avis, bare et par linjer i prædikantlisten i »Berlingske Tidende« og i »Fædrelandet« oplyste interesserede — hvis sådanne fandtes — om det nye, som var løbet af stabelen.
Ingen avis skrev hverken før eller efter den 8. august om Metodisterne og pastor Willerup. Kun den allestedsnærværende redaktør Niels Johansen var på tæerne. Han overværede den ringe begyndelse og var den eneste, det noterede denne kirkehistoriske begivenhed i sit blad.
I et dobbeltnummer af »Brevbærer mellem Christne«, hvor han fortæller vidt og bredt om Sommer, Ahnfelt og Lammers, får han dog også plads til en meget sympatisk omtale af Metodisterne og af pastor Willerup. Han betegnede dennes prædiken som virkelig god og indholdsrig:
»Meget sagt med faa Ord, uden Gjentagelser; men tillige christelig, enfoldig, hjertelig, uden Angreb paa Statskirken, dens Præster, eller Forsvar for Methodismen«.Metodismens indmarch i Danmark foregik altså meget, meget stilfærdigt. Men lederen, pastor Christian Willerup tonede klart og rent flag fra første begyndelse. Han fremlagde en Metodist-Dogmatik på 500 sider, et kort uddrag af Metodistkirkens diciplin og lære, og et par mindre skrifter af opbyggelig art.
Niels Johansen — der i forvejen havde noget kendskab til Metodismen — overværer flere Gudstjenester, har samtaler med pastor Willerup og følger nøje og med interesse udviklingen for dette kirkesamfunds vedkommende, hvorom man endnu den dag i dag kan læse i hans »Brevbærer«.
Men så mærkelig kan skæbnen forme sig. Den voldsomt oppustede Lammerske bevægelse klaskede i løbet af et par år fuldstændigt sammen. Og Grunnet, der hadefuldt og ukristeligt beskyldte Metodisterne for kætteri og farligt virke, formåede ikke at give sin egen — næsten uangribelige Frikirke — så megen livskraft, at den betyder noget i dag.
Willerup derimod skred ganske stille frem uge for uge og måned for måned. Det var ikke nogen sejrsmarch. Og han, der havde oplevet store vækkelsestider både i Amerika og Norge måtte herhjemme nøjes med meget få fremskridt; men sejt og målbevidst arbejdede han.
Og 7½ år efter starten kunne han taknemmelig indvie den store og smukke kirke på hjørnet af Rigensgade og Stokhusgade på Østerbro.
Og fra denne kirke som centrum udgik der rige impulser til dansk kirkeliv, og endnu i dag er den hjemsted for et omfattende evangelisk og kristeligt socialt arbejde. Og levende menigheder af samme trosretning samles i Betaniakirken på Nørrebro og Golgatakirken på Frederiksberg.
Metodismen blev vel aldrig den store frikirkebevægelse i Danmark — men den lever dog endnu, og dens betydning skal man ikke undervurdere.
Bragt i Kristelig Talsmand 4. september 1970
Kommentarer
Send en kommentar