Metodisthistorisk Selskab

Nu endelig langt om længe er regntiden begyndt for alvor — det er meget sent i år, og man kan næppe endnu overskue, hvilke følger den lange tørkeperiode vil få for høsten. Herude betyder det jo — hvis høsten slår fejl — ikke alene økonomisk tab, men simpelthen hungersnød. Det regner så godt som hver dag og i kaskader, og det er netop heldigt, idet vi for tiden har vrøvl med vores vandpumpe. Vi havde intet vand i rørene i hele sidste uge, og da pumpen endelig blev repareret, varede det kun en enkelt dag, så var den i stykker igen. Så har vi klaret os med det regnvand, vi kunne opsamle. Det kan jo gå i en privat husholdning, men arbejdet på hospitalet besværliggøres meget, specielt er det vanskeligt med operationerne, hvortil behøves meget vand. I denne tid ser vi ikke solen hver dag, hvilket jo betyder at temperaturen er dalet behageligt — vi har nu sjældent over 30 gr. celcius om dagen. Til gengæld er mosquitoernes tid inde, og slangerne kommer nær til husene — forleden morgen fand...

I evangeliestykket, vi har for os, taler Jesus sine hidtil alvorligste ord til Farisæerne og de skriftkloge. Ved en lettere eller noget overfladisk læsning af det, synes der ikke at være en stråle af lys eller håb. Der tales om utilgivelig synd, om dommens dag, om fordømmelse, om en ond og utro slægt, og der bruges udtryk som »I øgleunger«. De alvorligste ord i denne sammenhæng er advarslen mod at begå den utilgivelige synd: Bespottelse mod Ånden. I de foregående vers fortælles, at Jesus har helbredt et besat menneske, en mand, der både var blind og stum. Denne handling vakte umådelig opsigt. Den blev drøftet og diskuteret over alt i byen, og den almindelige interesse samlede sig om denne Jesus, der kunne gøre et så stort mirakel med en mand, der var en af deres egne, og som de kendte godt. Det irriterede farisæerne grænseløst. Men de kunne ikke benægte underet. Der var jo sket en fuldkommen forvandling med manden. I deres desperation undfanger de en raffineret løgn. De fortæller v...

Det var en stor oplevelse at være med på Holstebrokonferencen — en konference, der var helt anderledes, end hvad man er vant til. Af og til måtte man »stå på tæer« for at fange det, der blev givet til deltagerne, men også dette er både sundt og givende. Det var en givende konference — mange nye og moderne indfald, nye sange og salmer, der passer til tidens tænkning, blev lagt frem for os. Man føler trang til at fortælle vidt og bredt om de mange værdier, man samlede op i Nørrelandskirken og på Nørrelandsskolen i Holstebro. Gruppearbejdet (i de tre gange tre grupper) var vel nok det, der fik samtalerne i gang i de forholdsvis få pauser, der var. Overalt så man diskuterende smågrupper, alle vegne søgte man en vej for kirken frem i tiden — og overalt var der venlige og hjælpsomme mennesker — og det bedste af alt — langt over halvdelen af disse deltagere var unge mennesker med nye syner, friske indslag, gode ideer, unge mennesker, der ønskede, at kirken nåede ud til folket. Grupp...