af Anton Bast, sommeren 1926 Jeg har haft en lang og haard Rejse i Dag. Det hændte saa uheldigt, at jeg ikke var vel, da jeg skulde forlade mit Hjem, og at der ogsaa var Forhold til Stede i den kære Kreds — som staar mig nærmest — som gjorde det yderligere svært for mig at tiltræde Rejsen. Men alle Planer var lagt, man hentede mig til en bestemt fastsat Tid — og saa! Ja, vi ved aldrig hvordan det gaar til: Dette Farvel, naar en Mor giver sin Dreng eller Pige det sidste Kys ved Afskeden; dette Farvel under Verdenskrigens frygtelige Periode, naar Forældrene, Hustruen, den unge Hjertenskær og Børnene sagde det sidste Farvel til den, der blev revet bort fra dem af Omstændigheder og Forhold, der var stærkere end de, — eller — naar vi stod bøjede over de elskede kære i det sidste Farvel hernede, medens den vældige Engel, der har Kommando over den bortdragende Baad, støder fra Land — til den sidste Sejlads. ... Det kan ikke skildres. Lige saa lidt mit Far...