Af Emil Larsen København oplevede i august 1858 i religiøs henseende en meget ophedet sommermåned. Kirkeligt set havde forholdene været meget urolige under og efter Søren Kierkegaards voldsomme angreb 1855 på den bestående evangeliske lutherske Folkekirke, af angriberen betegnet som »Sandsebedraget«. Præsterne var ikke velsete hos den jævne befolkning, og i større og mindre lægmandskredse samledes folk til opbyggelse, oplysning og — kritik af »det Bestående«. Ikke mindre end tre periodiske religiøse skrifter havde skarp, meget skarp, front mod den »officielle Christendom«. »Brevbærer mellem Christne til Oplysning og Forbindelse« var organ for gartner og lægprædikant Niels Johansens meget løst sammenkittede »Forening af Christne i Kjøbenhavn«. »En Røst i Ørken« var talerør for Niels Pedersen Grannets stramt organiserede »Evangelisk-lutherske Frikirke« (den eneste rette saliggørende kirke). Redaktør Peter Christian Kochs »Øre-Sund« var ikke organ for nogen organiseret bevæg...